I’m Here

•tirsdag, 20 juli 2010 • Skriv en kommentar

Robotter som metafor for kærlighed. Dette er det mest håndgribelige billed på kærlighed jeg har set: Spike Jonses kortfilm I’m Here findes på netter. Klik her

Den Lange Døde Sommer: Det Lykkelige Arabien – første del

•mandag, 19 juli 2010 • Skriv en kommentar

Af Mads Grymer Ejstrup

2010 var året, hvor Hollywood endelige turde gøre op Bushregeringen invasion af Irak og, hvad der tyder på en meget lemfældig (måske endda løgnagtig) omgang med beviser. Først kom den utålelige The Green Zone og så kom den ikke meget bedre og gaaaabende kedsommelige Prince of Persia. Begge tilbyder hver deres ”hvad-nu-hvis”-scenarie. De to film er på ingen måde de første Amerikanske film om Irakkrigen, men det var de første der virkelig var skabt til at få et stort publikum i biografen.

The Green Zone: Don’t mess with The Damon

Hvad nu hvis Jason Bourne ikke var plaget af hukommelsestab, men af en snigende tvivl på de såkaldte efterretninger han bliver fordret med af regeringen. Filmen forsøger et gammelt, og meget effektivt, trick, at få et kompliceret og kontroversielt til at glide lettere ned ved at præsentere det i en genrefilm – i dette, som i de fleste tilfælde, en actionthriller. Der findes undtagelser og disse undtagelser vil aldrig blive glemt, men det er sjældent særligt kønt når en film kun handler om et problem, når temaet bliver vigtigere end historien, det ender ofte i lange monologer, hvor pointer bliver presset ned i halsen på publikum. Tænk på Jarhead, den velmenende men tunge film om den første Irak-krig og tænk så på Three Kings en anden og lagt mere vedkommende film om samme krig. The Green Zone forsøger noget lignende. Men filmen fejler på flere områder.

Quiet  on the set, roll sound, roll camera, start shaking the camera, a little more, a little more and, ACTION!

Filmens første og største problem er at den fejler som actionfilm, fordi den har en instruktør, der ikke kan finde ud af filme action. Jeg ved det er en hård dom over de seneste års mest roste og succesfulde actioninstruktør, men sådan er det. At lave en actionscene handler om at opbygge spænding og udløse spændingen. Nogen gange handler det bare om at vise os noget fantastisk ofte begge dele. En actionscene skal helst have os helt ude på stolen og en stort stunt skal helst have os til at gispe, som når vi ser en akrobat udføre et farligt nummer. Begge dele kræver en forståelse for den klassiske måde at klippe film på. Jeg ved at nogen vil sige at, filmsproget skal bevæge sig fremad, men fortæl mig mig så lige, en måde man kan lave actionscener der ikke følger disse dyder? Det betyder ikke at andre fortællemåder ikke har sin beretigelse, men det betyder bare at de gør noget andet, end skabe suspense. Når man tænker på hvor meget Paul Greengrass har bevæget sig inden for actiongenren de seneste år er det overraskende hvor lidt interesse han har i action (eller hvor lidt forståelse). Hans film er små generatorer af kaos og overraskelse, det er ikke en ros. Det han forsøger er at skabe et lille intenst rum af kaos, hvor helten viser sin overlegenhed, ved at være i stand til at navigerer i dette rum og det er da også imponerende at de kan, fordi vi som publikum kan ikke. Og her ligger problemet. Helten opererer i et rum som er så kaotisk at Greengrass kan slippe af sted med hvad som helst, fordi vi har ingen mulighed for at se om den kan lade sig gøre. Hans stil slører et hvert hul i logik og samtidig fjerner han enhver spænding fra scenen. Hvordan kan man f.eks. blive nervøs for om helten har opdaget manden i rummet bag ham, når vi ikke er i stand til at fastlå hvor i forhold til helten rummet er. Greengrass reducerer actionscenerne til en masse små enkeltstående billeder af slag, spark og skud, billeder som kun synes at have relation til hinanden fordi Matt Damon er med i hvert enkelt skud. Det som Greengrass stil fjerner er en forståelse af geografien og at actionsekvenserne er en del af et hele. Resultatet er en helt der nedkæmper pop-op-monstre som i princippet kan komme fra hvilken som helst side af ham og det er sådan set også lige meget fra hvilken side de kommer fordi det gør ingen forskel.

”Ok, lad mig lige bruge tid på at slå den her pointe fast, mens du ryster videre med kameraet”

The Green Zone er en fiasko som actionfilm, men det er ikke fordi der mangler actionscener, de nærmest falder over hinanden, men The Green Zone har virkeligt noget på hjerte. Den vil gerne fortælle os om hjerteløse bureaukrater, om amokgående ambitioner, om bushregeringens bedrag i spørgsmålet om Uraks besiddelse af masseødelæggelsesvåben, om journaliststandens fallit, om falsk patriotisme, om gråtoner og om evnen til at gøre det rigtige The Amarican Way. Det sidste vender jeg tilbage til. Problemet med The Green Zone er at den ikke ved hvordan den skal præsenterer det ovenstående som en organisk del af filmen. En intelligent thriller har den slags som handlingen implikationer, The Green Zone har det ovenstående som monologer der presser pointer ind i historien og ned i halsen på os. Det gode ved at lave en genrefilm er netop at formen skaber en kraftfuld fremdrift der driver plottet frem og tvinger den løftede pegefinger ned. Men The Green Zone vil både være en actionfilm og en højstemt moraliseren over irakkrigen, den forkludrer det første og detb sidste er sjældent særligt interessant. Heller ikke her.

All it takes is one man.

Den ensomme helt er en fast del af den Amerikanske mytos: The Maverick, den ensomme sherif, forstillingen om at alt hvad det kræver er én mand som tør gøre det rigtige ligegyldigt hvor stor udfordringen er. Men der er noget galt her. Det er en fantasiverden som filmen beskriver, ikke bare fordi at det er urealistisk at en mand kan sparke så meget røv, som Matt Damon gør i The Green Zone. Det er helt galt fordi filmens historie er så meget ude af takt med virkeligheden. I virkeligheden var der masser af stemmer imod krigen, masser skeptikere som ikke troede på Amerikas såkaldte beviser. Disse mænd befandt sig både i og uden for regeringer over hele verden. Men de gjorde ikke en forskel. Da det endelig stod klart at der ingen masseødlægelse var, skyndte de ansvarlige bare at ændre retorikken, hvis de da ikke allerede havde helgarderet sig som den danske. Det fungerer af en eller anden grund ikke for mig at se Matt Damon gøre en forskel, fordi jeg på intet tidspunkt kunne tro på at han kunne. Årene siden ivasionen har vist verden at den ensomme helt ikke er the Amarican way, men i stedet er konsekvent autoritetstroskab selv holdt overfor de mest håndfaste beviser, alt sammen i patriotismens hellige navn.

Matt Damon taler intest og målrette i telefon

Den Lange Døde Sommer: Iron Man 2, Tony Stark bliver voksen – igen igen.

•torsdag, 15 juli 2010 • Skriv en kommentar

Denne serie om sommerens store og større film begynder med en kommentar, som kan læses HER.

Af Mads Grymer Ejstrup

Lad mig slå fast, at jeg var ganske godt underholdt af Iron Man 2, hvilket skyldes at jeg er en nem mand at underholde. Det skyldes at jeg sætter en ære i ikke, at lade en general dårlig film ødelægge de gode øjeblikke for mig, fordi der er nogle meget gode øjeblikke i Iron Man 2. Tag f.eks. filmens første reelle action-sekvens, hvor Mickey Rourkes karakter saver, eller rettere pisker, racerbiler i stykker med sine elektriske piske. Flotte special effects og kompetent opbygning af spændingen.

Noget andet godt er, ikke overraskende, Robert Downey jr. som Tony Stark, særlig hans nedsmeltning midt i filmen, hvor hans danser fordrukken rundt til en fest iført sin dragt. Skurkende er også gode i deres individuelle scener. Det kan faktisk siges om næsten alle scener i filmen, hver for sig er de rimeligt kompetente, velspillede og vittige. Actionscenerne kommer aldrig op på niveau med scenen med racerbilerne, men en slåskamp mellem Stark og hans ven Rohdes kommer tæt på. Den scenes problem er bare, at den tager tid og det føles lidt spild af tid, at den næstbedste actionscene i filmen er to venner, der slås lidt og så stopper. Men filmen skal jo videre og den nærmede sig et punkt, hvor man ikke helt kan forestille sig venskabet blive genoprettet.

Men hvad handler filmen egentlig om? Den klassiske amerikanske superhelt er egentlig slet ikke en person, så meget som den er et enkelt koncept, der siger noget om amerikanernes selvforståelse og er et metafor for Amerika som en supermagt. Jeg ved at Superman er skabt før A-bomben, men den Superman vi kender er blevet et metafor for A-bomben. Rivaliseringen mellem Superman og Lex Luther er en veritabelt våbenkapløb og flere af de mere interessante Superman tegneserier handler netop om problemet med, at være så magtfuld som Superman i og med, at han skaber en kløft som skurkende er nød til at prøve at gøre mindre gennem mere og mere brutale midler. Oprindeligt var Iron Man også et metafor for A-bomben, men den første Iron Man-film lykkedes ret godt med, at transformere dette metafor til en moderne tidsalder, fordi i stedet for at være A-vomben, blev Iron Man et metafor, for det ultimative våben mod terrorisme, en én-mands efterretningstjeneste, med evnen til at lave nålestiksaktioner uden tab af civile liv. Han var drømmen om den moderne fredsbevarende styrke, der banker Taliban, uden at valmuefarmeren og hans familie også ender deres dage med hjælp fra Uncel Sam og hans M16-riffel.

Så Iron Man fungerer som metafor i den første film, hvilket er én af grundene til at den film også fungerer som mere end en god actionfilm. Men den er også en bedre actionfilm, hvorfor det? Et godt udgangspunkt for en, hvilken som helst film er en interessant hovedperson, hvis handlinger og udvikling er med til at drive filmen frem. Det er Tony Starks omvæltning fra fordrukken livsnyder, til en mand, der forsøger, at genoprette den skade han mener at have forvoldt, der driver klimakset frem. Hvis ikke han havde gennemgået denne forandring havde der ikke været noget klimaks, ikke noget opgør, fordi opgøret er ikke bare et opgør med en skurk, den er også en opgør med det menneske Tony Stark var før.

Den nye films første synd er overplotting i en grad, så filmen mister alt fokus. Hvad fanden handler den om og hvad laver Tony Stark egentlig? Filmen gør et stort nummer ud af at Stark er ved at dø, med dette driver på ingen måde handlingen frem, Tony Stark er på mange måder passager i historien. Filmens egentlige hovedperson er måske i virkeligheden skurkene, særligt Mickey Rourkes karakter Vanko, men ham bruger de ret uinteressant. Efter den første showdown mellem Stark og Vanko er der en ret interessant scene. Vanko sidder i fængsel, men alligevel fortæller han Stark at han har vundet, fordi nu har folk set, at Iron Man ikke er usårlig og alt Vanko behøver er, at vendte på at verden piller Stark ned stykke for stykke. Interessant koncept, der ville sætte Stark i førersædet i et forsøg på genoprejsning, men i stedet slipper Vanko ud og bygger en endnu vildere maskine til at banke Iron Man, hvilket betyder at Stark kan fumle rundt i hele filmen og vente på de store maskiner dukker op, så han kan vise at han stadig kan sparke røv. At han er ved at dø, bruges ikke til andet end et ikke særlig spændende tikkende ur: når han mon at redde sig selv inden skurken dukker op.? Hvad tror I?

Så hovedpersonen er Vanko, der vil have hævn over Stark, det er set før at skurken bliver den egentlige hovedperson og selvom Starks problemer ikke driver plottet frem giver det i det mindste Stark noget dybde, ikke? Nej, fordi filmen ved ikke helt, hvordan den skal håndtere dette. Problemet er, at det at blive mindet om sin egen dødelighed og reflekterer over, hvad man har bedrevet i sit liv, er en midtvejskrise, men filmen håndtere det som om det er en coming of age-historie, men den havde han jo i første film. Et midstvejskrise handler om at accepterer, hvor man er landet, savnet af den tabte ungdom, men i Iron Man 2 kæmper Tony Stark stadig med at blive voksen.. Han skal med andre ord ændre sig, Mmen samtidig skal han accepterer den han er og det liv han har. Hmmmm forvirret? Det er filmen også.

Oven i alt dette kommer så endnu en historie, en historie om undermåleren i form at Starks konkurrent, våbenproducenten Hammer, der i sin iver efter at slå Tony Stark, driver plottet frem mod sit klimaks. Hov! Det lyder som en hovedperson. Jep! Der er endnu en skurk, der har meget mere at gøre end Tony Stark og Iron Man. Og så er der sideplottet med Rhodes, Starks ven og militærmand, der bliver sat i en situation, hvor han må vælge mellem pligten og sin ven, og vælger pligten. Det lyder også interessant ikke? Gæt hvor meget plads der er til den historie.

OK, så du har 4-5 plots. Det er et problem, fordi scenerne pludselig ikke har noget med hinanden at gøre og alt for få af dem driver historien, karakterudviklingen eller det rigtige plot frem. Og hvad er egentlig det rigtige plot? Og hvorfor bruge så meget tid på S.H.I.E.L.D. når intet har med denne film at gøre, det handler nemlig om en film, som slet ikke er lavet endnu: Avengers. Den film kommer til at handle om en gruppe superhelte der har slået sig sammen. Der en en film som de håber på at lave, hvis altså alle filmene om de individuelle superhelte bliver succesfulde. Og til slut, hvem er det så lige Iron Man slås med: Hammer eller Vanko? Er det konkurrenten eller hævneren? Det er hævneren, fordi Hammer er jo egentlig ikke rigtigt en skurk, men en konkurrent der er gået for langt i sin grådighed. Hammer han har ingen kontrol til sidst over slutningen, så hvad er pointen med, at have ham i filmen, bortset fra at retfærdiggøre filmens mindst interessante actionscene, hvor Iron Man bliver jagtet af nogen kedelige fjernstyrrede roboter. Og lad os så vende tilbage til Iron Man som Metafor. Hvad betyder Iron Man i Iron Man 2. Han har ifølge filmen skabt nærmest fred i verden og Amerika er ikke længere i fare fra andre nationer. Iran og Nordkorea nævnes. Alle prøver de at skabe deres egen ”Iron Man”. Iron Man er A-bomben i Iron Man 2, men i en verden, hvor vores største frygt er en kuffertbombe eller, lad mig se, en varevogn parkeret på Time Square, er det så et Metafor vi kan bruge til noget?

Dansk Folkeparti vil myrde vores dyr!

•tirsdag, 13 juli 2010 • Skriv en kommentar

I går så jeg nedenstående annonce  fra Dansk Folkeparti på siden af en bus.

Min første tanke var yes, en stor byrde er løftet fra mine skuldre. Dyrevelfærd er ikke længere noget jeg behøver, at bekymre mig om, fordi det er ikke længere mit ansvar. Det er Dansk Folkepartis ansvar. Dansk Folkeparti har besluttet at tage ansvaret på deres skuldre for os alle sammen, som var de en quasi-nationalistisk (OK, fuldblods-nationalistisk) udgave af Jesus. Dejligt tænkte jeg og købte fire burhøns, en dåse Foir Gras, og en minkpels.

Men så tænkte jeg lidt over annoncen og hvad den rent faktisk siger. Og så opdagede jeg de diabolske undertoner. Prøv at se på annoncens nuttede dyr, to katte, to hundehvalpe og to smågrise. Er det bare mig, eller ser det ud som om dyrene er fanget. Har du nogensinde set en hund som gerne vil opnå noget? Der er en grund til at man kalder det hundeøjne. Det slog mig, at de stakkels dyr prøver desperat at få vores opmærksomhed ,så vi kan hjælpe dem over den store blå bjælke og ud af af det frygtelige sted de befinder sig. Reklame siger ikke: Bare rolig vi skal nok tage os af dyrene, den siger: he he he, vi skal nok tage ”kærligt” os af dyrene [lyden af en kniv der bliver hvæsset]. Jeg håber alle hører dyrenes bøn, red dem fra DF!

Den lange døde sommer

•mandag, 12 juli 2010 • Skriv en kommentar

Af Mads Grymer Ejstrup

2010 blev året hvor den store sommerfilm døde, hvad der kan undre er, at den overgav sig uden kamp, den lagde sig bare til at dø i en lysning i skoven.  FANTASTISK! Vil nogen sige, ikke flere ulidelige mega-blockbusters, andre vil fælde en lille tåre, der hurtigt fordamper på kinden. Jeg er en af dem som græder indeni, men på den anden side fryder jeg mig også, fordi 2010 var også året hvor Hollywood viste sig fra sin værste side. Men til både de glade og de triste kan jeg sige, glæd jer ikke for tidligt (eller bare rolig), Blockbusteren vil genopstå, mit gæt er i sommeren 2011, men det er ikke sikkert den vil være helt den samme – og tak for det!

Se, der var engang, hvor jeg så frem til sommerens mange storfilm og det gør jeg stadig, men i år er jeg blevet slemt skuffet, det samme blev jeg sidste år, men ikke helt så slemt. Min passion for sommerfilm begyndte med Jurrasic Park, 1993, jeg var 11 år gammel og det var første gang jeg så en stor sommer blockbuster i biografen. Jeg havde set Indiana Jones og Star Wars, men det var på fjernsyn,  jeg så Jurasic Park til den danske premiere i Imperial og siden da, har jeg glædet mig hver gang jeg har set en trailer, eller plakat. Det er desværre ikke, hver år Stephen Spielberg kan berige os med en god actionfilm, men mindre kan også gøre det.

Men sommeren har indtilvidere været en udørk af middelmodighed. 2009 var ikke noget stort år, men i det mindste var Star Trek seværdig og Transformers: Revenge of the Fallen, var det monster jeg havde håbet på. Michael Bay er nemlig meget bedre end sit rygte, ikke fordi hans film er gode i konventionel forstand, men de er så meget for meget, at de opnår en slags hyper-tilstand som jeg slet ikke kan stå for; og modsat mange andre, så tror jeg han ved, hvad han gør.

Med undtagelse af 200 millioners dollar-filmen The Dark Night og 100 millioner-dollar filmen The Watchmen (som ikke udkom i sommerperioden) Har det længe været 20-40 Millioner-kroners filmene der har det som skal til. Det er der der kommer interessant underholdning. Tænk på Crank 1 og 2 eller Cloverfield, tænk på Knowing og Kick Ass.  I denne uge fik vi sommerens hidtil bedste amerikanske sommerfilm, en forholdvis lille og effektiv thriller: Predators. Den er ærlig, den er simpel og så har den noget de store megafilm har manglet i år (og sidste år): håndværk. Noget der i skræmmende grad har manglet i f.eks. Prince of Persia, The A-Team og Iron Man 2.

I den kommende uge vil jeg tage små og store sommerfilm under kærlig behandling, Jeg begynder med Iron Man 2…

The Secret: Spoiler! Hemmeligheden er at det er noget bras

•tirsdag, 22 juni 2010 • Skriv en kommentar

Af Mads Grymer Ejstrup

Det var med stor undren jeg forleden så filmen, verdenssensationen, fænomenet ”The Secret”. Det første der slog mig var at filmen ikke indeholdt nogen hemmelighed, det andet der slog mig var filmen indeholdt en hulens masse sludder, det tredjde der slog mig var at filmen var moralsk pilrådden. Jeg gik ikke til helt uden forbehold og forventninger, men jeg vidste faktisk ikke særligt meget om den, andet end at mange elsker den og føler den har ændret deres liv. Mit spørgsmål til dem er: Hvordan i hedehulen har denne kuponkatalogfidus kunnet ændre noget som helst, for nogen som helst andre end bagmændenes kontoudtog? Svaret blafrer i vinden.

Nu er dette en filmblog og man kan jo også se på den som en film. Til dette er bard at sige GAAAB! Jeg ved godt at det ikke er en særlig intelligent kritik, men ved i hvad, denne film fortjener ikke en intelligent kritik. Man bruger den frste halve time med et skævt smil og tænker: er det her alvor? Men så opdager man at det er det, og at filmen har tænkt sig at gentage sig selv i en time mere. GAAAB!

Kan jeg så anbefale filmen? Måske hvis du ligesom jeg var nysgerrig på et fænomen. Den kan også være en god antidosis med en overdreven tro på menneskets evner, lad os soge du lige har læst, set hørt noget fantastisk og du bare føler at mennneskeheden er helt fantastisk så se The Secret og kom  ned på jorden. Menneskeheden kan skabe store og vigtige ting, men der er ånebart mange penge i bidrage ril den kollektive fordummelse.

The Wolf Man 2010 vs. 1941: Alting gik hurtigere i gamle dage.

•mandag, 12 april 2010 • Skriv en kommentar

Af Mads Grymer Ejstrup

Der findes film fra 1941 som stadig er uhyggelige, The Wolf Man er desværre ikke én af dem, men den er såmænd ganske underholdende, selv hvis man ikke er aficionado. Den er også et godt eksempel på, hvad forskellen på den klassiske Hollywood-film og det som vi får serveret i dag. Jeg er ikke én af dem som mener at alting var bedre engang, men noget var bedre.

Økonomi

Her tænker jeg ikke på dollars, men på filmen narrativ. Sammenlign f.eks. den nye The Wolf Mans spilletid med den gamle: Den nye er 1 time og 43 mn. lang, den gamle 1 time og 7 min. Prøv lige at læse det én gang til 1 time og 7 min. Ikke underligt, at den ikke føles så lang som den nye, men til gengæld er det underligt at den ikke føles så forjaget som den nye. Det føles faktisk som om den giver sig mere tid, fordi den i langt højere grad formår at økonomisere med sine scener. Der er en tendens i moderne Hollywoodfilm at putte for meget plot i film i et forsøg på at retfærdiggøre at filmen springer fra den ene scene efter den anen som er et klimaks værdig, bliver filmene proppet med plot, hvilket ikke skal forveksles med historie. Den nye The Wolf Man er absolut ikke den værste (jeg kigger på dig Gore Verbinski), men i forhold til den gamle er det slående hvor meget ekstra fyld der er kommet på. Hvad skal vi f.eks. med hele sekvensen hvor Larry Talbot bliver indlagt på et sindsygehospital? Altså borset fra at det retfærdigør at han kan gå amok i Londons gader? Hollywood er så bange for at kede, at de overlæsser deres historier, de presser plots, subplots og subsubplots ind. Men bare fordi der er mange plots, bliver historien ikke mere kompliceret. Den klassiske Hollywood tager sig tid til at udvikle sit plot over tid.

Kontrast

Den originale The Wolf Man foregår ikke i Victoriatidens England, den forgår i sin samtid og filmen begynder mere som en let komedie om en storbymand, der vender tilbage til sin fødeegn, end som en gotisk gyser. Den nye begynder fra første frame med fuldmåne nøgne træer tudende ugler osv. Den nye er bange for at kede os, den er bange for ikke at skræmme os, den gamle tillader sig at bygge uhyggen langsommere op og endda at kontrastere det lyse og indbydende med det mørke og farlige. Det giver filmen flere strenge at spille på og gør faktisk Talbots skæbne mere tragisk, fordi han ikke virker som om han er dømt på forhånd.

Sex

Nu skulle man tro at vi er blevet mere frisindede siden 1941, men det er vi ikke. I forhold til den mere kyske moderne Talbot er den gamle Talbot langt mere aggressiv i sin seksualitet og i det hele taget er den gamle temmelig meget mere kinky end den nye. I den gamle ser Talbot hende første gang gennem et teleskob men hun klæder sig på i sit soveværelse, han bruger sin viden om hvad han har set til at gøre hende interesseret i sig og ret hurtigt afsløre han at han har luret på hende gennem en kikkert, noget der bare gør ham endnu mere spændende for Gwen. I den nye prøver de at undertrykke deres følelser for hinanden, i den gamle går hun villigt med på sene aftenture i skoven.