Den Lange Døde Sommer: Det Lykkelige Arabien del 2

Af Mads Grymer Ejstrup

Det kom nok bag på mange at Prince of Persia, handlede om Irak-krigen, ikke mindst fordi det persiske rige lå i nutidens Iran. Det er nok ikke en deltalje man skal ligge så meget i. Filmen er som sådan ikke særligt interessant, faktisk temmelig kedelig. Den oplevelse af at se noget forunderligt og eventyrligt er slet ikke tilstede. Filmen er ucharmerende og effektiv i sin afvikling af et helt igennem tumpet plot.

En film for Guldfisk

Det ideelle publikum for Prince of Persia må være akvariefisk, i hvert fald satser filmen på at publikum har en hukommelse på få minutter. Det ses f.eks. på filmens actionscener, der repeterer den samme formel igen og igen og igen. Man værst af det hele er denne Hollywood-tendens til at filme al action i tætte, nærbilleder, hvilket gør det umuligt at se hvad karaktererne fortager sig. En fægtescene skal være elegant, vi skal kunne se personerne bevæge sig i forhold til hinanden, vi skal kunne at de kan fægte. Men når det hele er nærbilleder og korte klip trækkes alt dette ud a scenen og alt vi sidder tilbage med at glimt af metal der rammer metal. At filmen tror vi har glemt actionscenen fem minutter scenere når de gentager den i nye omgivelser, gør kun det hele værre. Og så er det sidste opgør med filmens skurk der slet ikke giver mening, men det er det mindste af det hele.

Drømmen om tilgivelse.

Hvad hvis det hele kunne gøres om? Det er det store spørgsmål som Prince of Persia stiller. Det er en interessant fantasi især på den måde som den optræder i filmen. Filmens plot er i en nøddeskal. Persien invaderer en hellig by pga. efterretninger om våbensmedjer der laver våben til fjenden. Da byen er indtaget bliver det snart klart at der ikke er nogen våbensmedjer og at efterretningerne er fabrikerede. Men nedenunder byen findes tidens sand, som brugt i en særlig dolk kan spole tiden tilbage. I filmens slutingen bruges sandet naturligvis til at spole tiden tilbage til lige før alt det onde skete, eller nej,  tiden spoles ikke tilbage til før invasionen kun før at hovedpersonen bliver beskyldt for at slå kongen ihjel og snart skal hovedpersonen giftes med en pronsesse og alt er fryd og gammen. Men invasionen har (og det ser mand) i bedste fald betydet hundredevis af døde soldater. Hvis man skulle læse filmen som en amerikansk fantasi om Irak, betyder det så at de ser invasionen af irak som uundgåelig, men at de bare drømmer om at blive tilgivet? Måske kan det ikke betale sig at bruge mere tid på Prince of Persia.

~ af Mads Grymer Ejstrup på onsdag, 4 august 2010.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

 
%d bloggers like this: