Inception: Den eneste drømmefilm jeg har set, som ikke handler om drømme.

Af Mads Grymer Ejstrup

Citeret fra min anmeldese på filnet.dk

Det vil sikkert komme som en overraskelse for mange, men Inception handler ikke om drømme. Inception er en kup-film. Der er noget der skal stjæles (eller i det her tilfælde plantes) og så opstiller den nogen regler for, hvordan det kan lade sig gøre og, hvad som gør det svært. I de flest kupfilm skal der overkommes skakter, laserstråler, bevægelsessensorer osv., i Inception bliver, der opsat nogen regler for hvordan et menneskes drømmeverden fungerer og så følges disse regler ellers til punkt og prikke. Umiddelbart kan jeg ikke finde nogen huller i filmens logik, men det er også problemet fordi virkelige drømme følger ikke fastsatte logiske baner.

Det er ikke så lidt imponerende, hvad Nolan giver os på læredet, det er en meget gennemført film. Universet er fascinerende. Nolan har en forkærlighed for storbyens anonyme cityscapes, man så det i The Dark Knight og igen her, hvor storbyen er, den på en gang markante og ensartede, kulisse for filmens lange intense klimaks. Der er et fantastisk spændingsfelt imellem disse meget solide monolitiske bygninger af stål, glas og beton og den eleastiske drømmevirkelighed de befinder sig i, en verden der i bogstaveligste forstand kan bøjes, krummes og krølles; og i denne verden iscenesætter han sine skuespillere ligeså meget som arkitektoniske installationer, som karakterer, måske endda mere. Kun DiCaprios rolle får nogen dimensioner, alle andre karakterer har kun en funktion i forhold til, at få plottet til at gå op.

Det er en labyrint af en film Nolan har lavet, på det overordnet plan viser Nolan et overblik som næsten tager pusten fra tilskueren, men i den enkelte scene kommer han nogen gange til kort. Nolan har ikke noget særligt godt øje for actionscener og det er et problem når filmen næsten ikke består af andet. De er rent ud sagt noget rod. Han mangler simpelthen evnen til at koreografere sine scener i tid og rum, så man forstår hvad der sker. Han har skabt en film hvori konstruktionen af drømmeverdener er en nøgleelement i historien, men selv er han ikke i stand til at skabe en verden, hvor man kan forstå hvem, der er hvem og, hvor de befinder sig i forhold til de andre.

Nolan forsøger at give drømmelogikken en emotionel relevans ved at gøre gåden om hovedpersonens personlige smerte til en del af det overordnede plot. Der er fikst, men det bliver aldrig til mere end en leg. I det hele taget kan man sige dette om hele filmen, den er fiks og legende, men den bliver aldrig til andet end en gåde man kan more sig med at løse. Sandt og sige er den en fantastisk sjov gåde, men den følger også gådens logik. Det er en film, der opsætter sine regler, sine præcise logiske regler. Den bliver aldrig en film om drømme, om det tynde stof virkeligheden er skabt af og hvor lidt der i virkeligheden til før, man tvivler på virkeligheden. Inception er en film man kan se mange gange, fordi der synes at være så mange små brikker, som kan findes og indsættes i puslespillet, men når puslespillet er samlet er det også en tom film. Men trods sine fejl er Inception stadig en film der tror på et intelligent publikum, som gerne vil udfordre sit publikum. Det skal den have ros og tak for.

~ af Mads Grymer Ejstrup på fredag, 30 juli 2010.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

 
%d bloggers like this: