Den Lange Døde Sommer: Det Lykkelige Arabien – første del

Af Mads Grymer Ejstrup

2010 var året, hvor Hollywood endelige turde gøre op Bushregeringen invasion af Irak og, hvad der tyder på en meget lemfældig (måske endda løgnagtig) omgang med beviser. Først kom den utålelige The Green Zone og så kom den ikke meget bedre og gaaaabende kedsommelige Prince of Persia. Begge tilbyder hver deres ”hvad-nu-hvis”-scenarie. De to film er på ingen måde de første Amerikanske film om Irakkrigen, men det var de første der virkelig var skabt til at få et stort publikum i biografen.

The Green Zone: Don’t mess with The Damon

Hvad nu hvis Jason Bourne ikke var plaget af hukommelsestab, men af en snigende tvivl på de såkaldte efterretninger han bliver fordret med af regeringen. Filmen forsøger et gammelt, og meget effektivt, trick, at få et kompliceret og kontroversielt til at glide lettere ned ved at præsentere det i en genrefilm – i dette, som i de fleste tilfælde, en actionthriller. Der findes undtagelser og disse undtagelser vil aldrig blive glemt, men det er sjældent særligt kønt når en film kun handler om et problem, når temaet bliver vigtigere end historien, det ender ofte i lange monologer, hvor pointer bliver presset ned i halsen på publikum. Tænk på Jarhead, den velmenende men tunge film om den første Irak-krig og tænk så på Three Kings en anden og lagt mere vedkommende film om samme krig. The Green Zone forsøger noget lignende. Men filmen fejler på flere områder.

Quiet  on the set, roll sound, roll camera, start shaking the camera, a little more, a little more and, ACTION!

Filmens første og største problem er at den fejler som actionfilm, fordi den har en instruktør, der ikke kan finde ud af filme action. Jeg ved det er en hård dom over de seneste års mest roste og succesfulde actioninstruktør, men sådan er det. At lave en actionscene handler om at opbygge spænding og udløse spændingen. Nogen gange handler det bare om at vise os noget fantastisk ofte begge dele. En actionscene skal helst have os helt ude på stolen og en stort stunt skal helst have os til at gispe, som når vi ser en akrobat udføre et farligt nummer. Begge dele kræver en forståelse for den klassiske måde at klippe film på. Jeg ved at nogen vil sige at, filmsproget skal bevæge sig fremad, men fortæl mig mig så lige, en måde man kan lave actionscener der ikke følger disse dyder? Det betyder ikke at andre fortællemåder ikke har sin beretigelse, men det betyder bare at de gør noget andet, end skabe suspense. Når man tænker på hvor meget Paul Greengrass har bevæget sig inden for actiongenren de seneste år er det overraskende hvor lidt interesse han har i action (eller hvor lidt forståelse). Hans film er små generatorer af kaos og overraskelse, det er ikke en ros. Det han forsøger er at skabe et lille intenst rum af kaos, hvor helten viser sin overlegenhed, ved at være i stand til at navigerer i dette rum og det er da også imponerende at de kan, fordi vi som publikum kan ikke. Og her ligger problemet. Helten opererer i et rum som er så kaotisk at Greengrass kan slippe af sted med hvad som helst, fordi vi har ingen mulighed for at se om den kan lade sig gøre. Hans stil slører et hvert hul i logik og samtidig fjerner han enhver spænding fra scenen. Hvordan kan man f.eks. blive nervøs for om helten har opdaget manden i rummet bag ham, når vi ikke er i stand til at fastlå hvor i forhold til helten rummet er. Greengrass reducerer actionscenerne til en masse små enkeltstående billeder af slag, spark og skud, billeder som kun synes at have relation til hinanden fordi Matt Damon er med i hvert enkelt skud. Det som Greengrass stil fjerner er en forståelse af geografien og at actionsekvenserne er en del af et hele. Resultatet er en helt der nedkæmper pop-op-monstre som i princippet kan komme fra hvilken som helst side af ham og det er sådan set også lige meget fra hvilken side de kommer fordi det gør ingen forskel.

”Ok, lad mig lige bruge tid på at slå den her pointe fast, mens du ryster videre med kameraet”

The Green Zone er en fiasko som actionfilm, men det er ikke fordi der mangler actionscener, de nærmest falder over hinanden, men The Green Zone har virkeligt noget på hjerte. Den vil gerne fortælle os om hjerteløse bureaukrater, om amokgående ambitioner, om bushregeringens bedrag i spørgsmålet om Uraks besiddelse af masseødelæggelsesvåben, om journaliststandens fallit, om falsk patriotisme, om gråtoner og om evnen til at gøre det rigtige The Amarican Way. Det sidste vender jeg tilbage til. Problemet med The Green Zone er at den ikke ved hvordan den skal præsenterer det ovenstående som en organisk del af filmen. En intelligent thriller har den slags som handlingen implikationer, The Green Zone har det ovenstående som monologer der presser pointer ind i historien og ned i halsen på os. Det gode ved at lave en genrefilm er netop at formen skaber en kraftfuld fremdrift der driver plottet frem og tvinger den løftede pegefinger ned. Men The Green Zone vil både være en actionfilm og en højstemt moraliseren over irakkrigen, den forkludrer det første og detb sidste er sjældent særligt interessant. Heller ikke her.

All it takes is one man.

Den ensomme helt er en fast del af den Amerikanske mytos: The Maverick, den ensomme sherif, forstillingen om at alt hvad det kræver er én mand som tør gøre det rigtige ligegyldigt hvor stor udfordringen er. Men der er noget galt her. Det er en fantasiverden som filmen beskriver, ikke bare fordi at det er urealistisk at en mand kan sparke så meget røv, som Matt Damon gør i The Green Zone. Det er helt galt fordi filmens historie er så meget ude af takt med virkeligheden. I virkeligheden var der masser af stemmer imod krigen, masser skeptikere som ikke troede på Amerikas såkaldte beviser. Disse mænd befandt sig både i og uden for regeringer over hele verden. Men de gjorde ikke en forskel. Da det endelig stod klart at der ingen masseødlægelse var, skyndte de ansvarlige bare at ændre retorikken, hvis de da ikke allerede havde helgarderet sig som den danske. Det fungerer af en eller anden grund ikke for mig at se Matt Damon gøre en forskel, fordi jeg på intet tidspunkt kunne tro på at han kunne. Årene siden ivasionen har vist verden at den ensomme helt ikke er the Amarican way, men i stedet er konsekvent autoritetstroskab selv holdt overfor de mest håndfaste beviser, alt sammen i patriotismens hellige navn.

Matt Damon taler intest og målrette i telefon

~ af Mads Grymer Ejstrup på mandag, 19 juli 2010.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

 
%d bloggers like this: