Den Lange Døde Sommer: Iron Man 2, Tony Stark bliver voksen – igen igen.

Denne serie om sommerens store og større film begynder med en kommentar, som kan læses HER.

Af Mads Grymer Ejstrup

Lad mig slå fast, at jeg var ganske godt underholdt af Iron Man 2, hvilket skyldes at jeg er en nem mand at underholde. Det skyldes at jeg sætter en ære i ikke, at lade en general dårlig film ødelægge de gode øjeblikke for mig, fordi der er nogle meget gode øjeblikke i Iron Man 2. Tag f.eks. filmens første reelle action-sekvens, hvor Mickey Rourkes karakter saver, eller rettere pisker, racerbiler i stykker med sine elektriske piske. Flotte special effects og kompetent opbygning af spændingen.

Noget andet godt er, ikke overraskende, Robert Downey jr. som Tony Stark, særlig hans nedsmeltning midt i filmen, hvor hans danser fordrukken rundt til en fest iført sin dragt. Skurkende er også gode i deres individuelle scener. Det kan faktisk siges om næsten alle scener i filmen, hver for sig er de rimeligt kompetente, velspillede og vittige. Actionscenerne kommer aldrig op på niveau med scenen med racerbilerne, men en slåskamp mellem Stark og hans ven Rohdes kommer tæt på. Den scenes problem er bare, at den tager tid og det føles lidt spild af tid, at den næstbedste actionscene i filmen er to venner, der slås lidt og så stopper. Men filmen skal jo videre og den nærmede sig et punkt, hvor man ikke helt kan forestille sig venskabet blive genoprettet.

Men hvad handler filmen egentlig om? Den klassiske amerikanske superhelt er egentlig slet ikke en person, så meget som den er et enkelt koncept, der siger noget om amerikanernes selvforståelse og er et metafor for Amerika som en supermagt. Jeg ved at Superman er skabt før A-bomben, men den Superman vi kender er blevet et metafor for A-bomben. Rivaliseringen mellem Superman og Lex Luther er en veritabelt våbenkapløb og flere af de mere interessante Superman tegneserier handler netop om problemet med, at være så magtfuld som Superman i og med, at han skaber en kløft som skurkende er nød til at prøve at gøre mindre gennem mere og mere brutale midler. Oprindeligt var Iron Man også et metafor for A-bomben, men den første Iron Man-film lykkedes ret godt med, at transformere dette metafor til en moderne tidsalder, fordi i stedet for at være A-vomben, blev Iron Man et metafor, for det ultimative våben mod terrorisme, en én-mands efterretningstjeneste, med evnen til at lave nålestiksaktioner uden tab af civile liv. Han var drømmen om den moderne fredsbevarende styrke, der banker Taliban, uden at valmuefarmeren og hans familie også ender deres dage med hjælp fra Uncel Sam og hans M16-riffel.

Så Iron Man fungerer som metafor i den første film, hvilket er én af grundene til at den film også fungerer som mere end en god actionfilm. Men den er også en bedre actionfilm, hvorfor det? Et godt udgangspunkt for en, hvilken som helst film er en interessant hovedperson, hvis handlinger og udvikling er med til at drive filmen frem. Det er Tony Starks omvæltning fra fordrukken livsnyder, til en mand, der forsøger, at genoprette den skade han mener at have forvoldt, der driver klimakset frem. Hvis ikke han havde gennemgået denne forandring havde der ikke været noget klimaks, ikke noget opgør, fordi opgøret er ikke bare et opgør med en skurk, den er også en opgør med det menneske Tony Stark var før.

Den nye films første synd er overplotting i en grad, så filmen mister alt fokus. Hvad fanden handler den om og hvad laver Tony Stark egentlig? Filmen gør et stort nummer ud af at Stark er ved at dø, med dette driver på ingen måde handlingen frem, Tony Stark er på mange måder passager i historien. Filmens egentlige hovedperson er måske i virkeligheden skurkene, særligt Mickey Rourkes karakter Vanko, men ham bruger de ret uinteressant. Efter den første showdown mellem Stark og Vanko er der en ret interessant scene. Vanko sidder i fængsel, men alligevel fortæller han Stark at han har vundet, fordi nu har folk set, at Iron Man ikke er usårlig og alt Vanko behøver er, at vendte på at verden piller Stark ned stykke for stykke. Interessant koncept, der ville sætte Stark i førersædet i et forsøg på genoprejsning, men i stedet slipper Vanko ud og bygger en endnu vildere maskine til at banke Iron Man, hvilket betyder at Stark kan fumle rundt i hele filmen og vente på de store maskiner dukker op, så han kan vise at han stadig kan sparke røv. At han er ved at dø, bruges ikke til andet end et ikke særlig spændende tikkende ur: når han mon at redde sig selv inden skurken dukker op.? Hvad tror I?

Så hovedpersonen er Vanko, der vil have hævn over Stark, det er set før at skurken bliver den egentlige hovedperson og selvom Starks problemer ikke driver plottet frem giver det i det mindste Stark noget dybde, ikke? Nej, fordi filmen ved ikke helt, hvordan den skal håndtere dette. Problemet er, at det at blive mindet om sin egen dødelighed og reflekterer over, hvad man har bedrevet i sit liv, er en midtvejskrise, men filmen håndtere det som om det er en coming of age-historie, men den havde han jo i første film. Et midstvejskrise handler om at accepterer, hvor man er landet, savnet af den tabte ungdom, men i Iron Man 2 kæmper Tony Stark stadig med at blive voksen.. Han skal med andre ord ændre sig, Mmen samtidig skal han accepterer den han er og det liv han har. Hmmmm forvirret? Det er filmen også.

Oven i alt dette kommer så endnu en historie, en historie om undermåleren i form at Starks konkurrent, våbenproducenten Hammer, der i sin iver efter at slå Tony Stark, driver plottet frem mod sit klimaks. Hov! Det lyder som en hovedperson. Jep! Der er endnu en skurk, der har meget mere at gøre end Tony Stark og Iron Man. Og så er der sideplottet med Rhodes, Starks ven og militærmand, der bliver sat i en situation, hvor han må vælge mellem pligten og sin ven, og vælger pligten. Det lyder også interessant ikke? Gæt hvor meget plads der er til den historie.

OK, så du har 4-5 plots. Det er et problem, fordi scenerne pludselig ikke har noget med hinanden at gøre og alt for få af dem driver historien, karakterudviklingen eller det rigtige plot frem. Og hvad er egentlig det rigtige plot? Og hvorfor bruge så meget tid på S.H.I.E.L.D. når intet har med denne film at gøre, det handler nemlig om en film, som slet ikke er lavet endnu: Avengers. Den film kommer til at handle om en gruppe superhelte der har slået sig sammen. Der en en film som de håber på at lave, hvis altså alle filmene om de individuelle superhelte bliver succesfulde. Og til slut, hvem er det så lige Iron Man slås med: Hammer eller Vanko? Er det konkurrenten eller hævneren? Det er hævneren, fordi Hammer er jo egentlig ikke rigtigt en skurk, men en konkurrent der er gået for langt i sin grådighed. Hammer han har ingen kontrol til sidst over slutningen, så hvad er pointen med, at have ham i filmen, bortset fra at retfærdiggøre filmens mindst interessante actionscene, hvor Iron Man bliver jagtet af nogen kedelige fjernstyrrede roboter. Og lad os så vende tilbage til Iron Man som Metafor. Hvad betyder Iron Man i Iron Man 2. Han har ifølge filmen skabt nærmest fred i verden og Amerika er ikke længere i fare fra andre nationer. Iran og Nordkorea nævnes. Alle prøver de at skabe deres egen ”Iron Man”. Iron Man er A-bomben i Iron Man 2, men i en verden, hvor vores største frygt er en kuffertbombe eller, lad mig se, en varevogn parkeret på Time Square, er det så et Metafor vi kan bruge til noget?

~ af Mads Grymer Ejstrup på torsdag, 15 juli 2010.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

 
%d bloggers like this: