“Edge of Darkness”?!!! Rettere “in close proximity to Darkness”!

Af Mads Grymer Ejstrup

Mel Gibson er tilbage efter fem år pause og jeg har set Edge of Darkness. Den er måske ikke helt så mørk som titlen antyder og heller ikke lige overbevisende hele vejen igennem, men det er rart at se Gibson i en film igen, Her er uddrag fra min anmeldelse fra filmnet.

Mel Gibson er tilbage foran kameraet og lader for en tid religiøs torturporno være religiøs torturporno og tak for det. Ligegyldigt, hvad man måtte mene om personen Mel Gibson, har han altid været en intens og interessant filmstjerne. Mel Gibson er bedst når han spiller en person på randen af et sammenbrud eller på randen af sindssyge, tænk bare på hans rolle i Lethal Weapon som den selvmordstruede og skydegale politimand Martin Riggs. Her spiller han igen en politimand på randen af et sammenbrud, men det er da også god grund til.

Edge of Darkness er instrueret af Martin Cambell og han plejer ellers godt at kunne holde gryden i kog et par timer. Det er ikke altid lige elegant, men det er næsten altid underholdende, men her går han i tomgang. Filmens absolutte lyspunkter er de tre hovedaktører Gibson, Winstone og Huston, men de fortjener altså en bedre film.

Læs resten her.

Men nok negativitet. Som jeg tidligere har skrevet er dette en positiv blog, så jeg vil ikke væve mere rundt i, hvad som er galt med Edge of Darkness, men i stedet fortælle om noget jeg godt kunne lide ved den. Det  kommer til at lyde lidt kynisk, men mordet på datteren, som sætter det hele igang, gjorde mig i første omgang meget positivt stemt overfor filmen. Det er måden det er filmet og klippet på som jeg godt kunne lide. Det lignede noget fra en gammel Sam Pekcinpah-film eller måske den første Lethal Weapons. Det er meget enkelt, men ekstremt effektivt. Lad mig gennemgå scenen (jeg gennemgår den efter hukommelsen, så småfejl må forventes). Klip! Thomas Craven og datter foran hoveddøren. Klip! En bil kører frem. Klip! Et close-up af en elefanthue. Klip! Et close-up af et gevær. Bang! Klip! Dattern bliver ramt og kastet baglæns. Klip! slow motion, inde fra huset ses datteren blive flyve igennem døren og lande på gulvet. Klip! Enkelt og effektivt. Prøv at sammelligne det med en Bourne-film eller en Michael Bay-film, begge typer af film som bruger langt flere klip, langt og/eller langt flere special effects, men som ofte er langt mindre effektivt. Det er en hel klassisk scene, lavet helt klassisk og det virker. Det kan jeg godt lide. Slow motion bruges i mindre grad til at vise sig, som at understrege brutaliteten. Det er hendes krop, der smadrer igennem døren, vi ser i slow motion ikke at hun bliver ramt eller geværet, der bliver affyret.

~ af Mads Grymer Ejstrup på lørdag, 6 februar 2010.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

 
%d bloggers like this: