Avatar eller hvordan man bruger en kvart millard på blå smølfer

Af Mads Grymer Ejstrup

Jeg ved ikke, hvad du forventer af Avatar, men jeg ved at den ikke opfyldte mine forventninger. Jeg troede jeg skulle se en mere hardcore science fiction-film, men i stedet fik jeg et klassisk eventyr. Blev jeg skuffet? Måske lidt, men det er ikke filmens skyld!

Jeg gider næsten ikke skrive et resumé, de fleste ved allerede, hvad den handler om, til jeg andre: Pocahontas i rummet! Hovedpersonen har endda de samme initialer som John Smith, han hedder Jake Sully. Der er også mange, der vil brokke sig over filmens lettere frelste budskab, men se filmen igen, se nøje efter. Er den virkelig så frelst eller er det en del af den skarpe opdeling af de gode og onde som Cameron bruger? Gæt hvad jeg holder på! Filmen låner med arme og ben fra diverse folkeslag fra Amerika og Afrika, det er der allerede folk på nettet, der finder racistisk. Men hvordan skaber man et folkeslag, som skal være fremmedartet og genkendeligt på samme tid? Man gør som Cameron, låner fra det som vi i forvejen finder eksotisk.

Det som filmen især bliver markedsført på, er dens fantastiske effekter og de er fantastiske, men de er ikke grunden til at filmen er fantastisk. Det hører selvfølgelig med til Hollywood-film af denne type, at vi skal imponeres, men det som virkelig gør filmen fantastisk er, hvor overleget og stramt den er fortalt. Det er en enkel historie, men derfor er den også følsom overfor klodsethed. Cameron forstår at afvikle historien i det rette tempo. Han bruger tilpas langt tid til at etablere sin verden, ja til at imponerer os, til at skabe et magisk sted. Han tegner præcise og enkle karakterer i en letforståelig konflikt og så strammer han langsomt grebet. Han giver os følsomme helte som man rent faktisk holder af og onde skurke, der er den fryd at se på. Hans actionscener er imponerende i deres elegance og overblik, de føles milevidt fra Michael Bays nærmest abstrakte eksplosionsorgier og de har alle en funktion i historien, de er ikke bare action for actions skyld. Selv filmens grundidé alien-kroppe styret af mennesker gennem en slags tankeoverførsel har en funktion. Den tillader hovedpersonen er skifte imellem to verdener, den magiske jungle og den grå virkelighed i laboratoriet. På den måder giver han konflikten tekstur og samtidig bruger han det som et spændingsgreb når det kræves. Det er klogt og ret virtuost tænkt og udført.

Jeg fik samme følelse som da jeg så Star Wars for første gang. Hvad Avatar har til fælles med Star Wars er en klassisk historie og en evne til at skabe en magisk verden der på en gang er unik og genkendelig. De kan begge vække den der indre dreng, der drømmer om fjerne planeter, indianere og cowboys, Robin Hood og pirater. Avatar simpelhen en fantastisk film.

Læs også mit indlæg om 3D her!

~ af Mads Grymer Ejstrup på onsdag, 23 december 2009.

2 kommentarer to “Avatar eller hvordan man bruger en kvart millard på blå smølfer”

  1. Super fed blog du har dig her Mads.

    Og jeg kan kun sige at jeg er enig, har også selv lige skrevet en anmeldelse af Avatar, på min egen filmblog http://www.minfilmblog.wordpress.com, vil dog sige at den ikke rigtigt når din til sokkeholderne🙂

    Kanon arbejde🙂

    Ditlev

  2. Oh kittens yes. This is the one reason I was born.
    To find you, my long lost blogger soul-mate.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

 
%d bloggers like this: