3D – Gimmick eller…?

Af Mads Grymer Ejstrup

Jeg har nu set min første film i 3D, det er måske lidt sent, og jeg vil nu beskrive den oplevelse jeg havde. Det store spørgsmål for mig har længe været om 3D tilføjede noget til filmen, om der var en, om du vil, kunstnerisk retfærdiggørelse for brugen af formatet. Det er måske lidt for tidligt efter kun én film at bedømme, men jeg gjorde nogen observationer som jeg gerne vil dele. Filmen jeg så var James Camerons længe ventede Avatar og én ting, der slog mig var hvor intelligent den havde brugt 3D-effekten, her var meget få ting der blev skubbet op i fjæset på publikum, ingen spyd, pile eller andre objekter, der blev kastet direkte mod kameraet. James Cameron ser tydeligvis ikke 3D som en billig gimmick og tak for det.

Oplevelsen
Det første jeg oplevede var den der wow-effekt som jeg tror de fleste oplever. Følelsen af, at det ikke er en flad skærm man ser på, men noget rumligt. Det var lidt sjovt at se de danske undertekster der ser ud til at svæve midt i luften. Jeg tror min største frygt var, at effekten ikke rigtigt ville være der, hvilket ville have været lidt skuffende, når nu jeg havde sat mig op til at skulle opleve 3D, men effekten var tydelig og efter meget kort tid føltes den også ret naturlig. Det er lidt mærkelig oplevelse at se på lærredet fordi rammen omkring, altså bagvæggen, er helt flad og så har man det her hul som er biografbilledet. Jeg tror 3D mister noget af den kunstighed, denne opsætning af det totalt falde over får det rumlige, når det bliver vist i IMAX, altså det format man kan vise i Planetariet, hvor lærredet er så stort at man ikke ser rammen men føler sig omgivet af billedet.

Irritationsmomenter
Selvom jeg i det store hele ikke kunne lade være med at blive imponeret over effekten, var der alligevel ting der irriterede mige. Og jeg tror desværre at det er et indbygget problem ved 3D effekten. Når en person eller et objekt befandt sig i forgrunden, men fokus var på mellemgrund. Objekten synes at burde befinde sig ude i biografrummet men gør det ikke, det betyder at et objekt pludselig mister stoflighed og masse, det bliver spøgelsesagtigt. Ofte bliver det i bogstaveligste forstand til flimmer og det kunne godt være meget forstyrrende. Det arbejdede flere steder imod Camerons billedekompositioner. Når der er tale om karakterer ser det ud som om de bliver frakoblet filmens virkelighed og bliver til en skærm imellem tilskuer og filmen. En meget mærkelig effekt. Den kan nok fjernes ved at lave andre billede-kompositioner, men i så fald vil den også begrænse et vigtigt filmisk virkemiddel, nemlig at kunne komponerer sine billeder i flere lag. Det er lidt paradoksalt at 3D-effekten begrænser en sådan rumlighed i kompositionen.

Et andet irritationsmoment er, at det tog lidt tid inden jeg helt havde vænnet mig til effekten, hvilket betød at det tog længere tid før jeg følte mig opslugt at filmen. Det blev svært at fokuserer. Måske er det bare mig.

Det sidste irritationsmoment er rene praktiske problemer. To timer og fyrre minutter er længe at side med de der plastikbriller på og alle havde da også røde mærker på næserne bagefter. Der var også en lille smule lysreflektion i brillerne ude i kanten, der truede med hele tiden at gøre opmærksom på, at filmen blev set igennem briller. Nu blev jeg heldigvis opslugt af filmen, fordi Cameron havde skabt en ret fantastisk verden, men hvis filmen havde kedet mig, tror jeg ikke jeg havde kunnet abstrahere fra det. Sidst men ikke mindst så giver brillerne altså et ekstra filter mellem film og øje, det kunne jeg hele tiden mærke.

Værktøj eller Gimmick
Tilbage til det vigtigste spørgsmål: tilføjer 3D noget til oplevelsen? Er det endnu et værktøj i kunstnerens værktøjskasse? Det kommer an på, hvad man vil med film. Nogen vil sige at filmens største mål er at skabe en verden som man kan blive opslugt af, til det er 3D effektivt. 3D-egner sig bedst til den klassiske hollywood-stil, hvor man forsøger at gøre klippene så gnidningsløse og usynlige som muligt. Den virker bedst når vi ikke bliver mindet om at der bliver klippet. I de hurtigst klippede scener ”forsvinder” effekten, måske fordi at øjet lige skal justere sig når der bliver klippet. Men for mig er de vigtigste værktøjer i kunsterens værktøjskasse i høj grad klipning og billedkomposition, både i bredden og i dybden. Jeg har allerede behandlet de begrænsninger som effekten byder på komposition i dybden, men et andet problem er, at det bliver svært at opsluge billedet komposition i bredden, fordi billedet synes frakoblet fra rammen.

Der var tidspunkter, hvor jeg ville have foretrukket at se filmen i 2D, fordi jeg kunne ane, at der var smukt komponerede billeder i filmen. Andre gange var det også helt magisk at se denne fantastiske verden brede sig ud. Jeg tror aldrig jeg bliver fan af 3D og det er nemmere at nævne film, hvor 3D ville være en distraktion end at nævne film som jeg gerne ville se i 3D. Men i film som Avatar kan jeg godt se pointen, det er magisk, men det har sine begrænsninger og selv Avatar rammer imod dem. Hvis 3D –bølgen stoppede i morgen ville jeg ikke begræde den, men det er for tidligt for mig at afvise det.

Læs min anmeldelse af Avatar her.

~ af Mads Grymer Ejstrup på onsdag, 23 december 2009.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

 
%d bloggers like this: