En Spil(le)film og hvordan filmen overlever computeren

Af Mads Grymer Ejstrup

GAMEJeps, så har undertegnet været i biografen og set film. Det var desværre spil af tid. Filmen var Gamer, der nok skal lokke nogen i biografen. Her er hvad jeg har skrevet på filmnet:

Gamer er en stor dum actionfilm og har ikke ambitioner om at være andet. I Filmen eksisterer en ny generation af computerspil, der på mange måder ligner den vi kender, med den undtagelse at man styre rigtige mennesker, men det er sådan set også den eneste forskel, fordi i spiluniverset opfører de sig fuldstændigt som var de computerskabte, hvilket rejser spørgsmålet: hvad er fordelen så egentlig? Der findes to spil, et spil der minder meget om The Sims og et første persons “shoot-em-up” hvor man får lov til at styre dødsdømte fanger og plaffe andre fanger til splat. Figurerne i Sims-spillet er rigtige mennesker, der får penge for at aflevere kontrollen af deres krop til en spiller, hvilket rejser flere spørgsmål: Hvad får folk til at afgive kontrol på den måde? Giver der en slags tilfredsstilles i at blive “brugt”? Der er også andre spørgsmål der melder sig: Ifølge filmen har spillet millioner af brugere, hvilket må betyde, at der er flere millioner mennesker ansat som karakterer, som skal have løn for deres arbejde. Hvor meget skal man betale for at spille? Hvor meget får karaktererne i løn? At dømme ud fra filmen er de alle smukke unge mennesker, så det må give mere end modeljob og andet man kan gøre når man er ung og smuk og villig til at smide tøjet, for ikke at sige have sex for penge? Lyder som en dårlig forretning. Nå men det er spørgsmål man ikke skal stille.

Lyder det bekendt? Jep! Det er Deathrace klonet med Schwarzenegger-braget The Running Man. Bare uden Deathraces effektive ensporethed og Running Mans campy charme. Gamer er instrueret af Neveldine/Taylor, der også stod bag de to fantastiske Crank-film. De ekselerer i at bygge en hele film over en enkel og absurd idé og malke den for al dens potetiale, desværre lykkes det ikke her. Gamers actioscener er kedelige. De har med stor dygtighed fået dem til at ligne et computerspil, hvorfor? Der er en grund til at jeg sidder i biografen og ikke hjemme hos min Playstation. Det er også underligt ligegyldigt at se Butler rende rundt og skyde mennesker, når man ved, at han ikke har nogen kontrol. Hvorfor skal jeg så se på ham og ikke den person som virkeligt har kontrollen? Idéen med en actionscene er at drive historien frem gennem action, gennem handling. Men hvis karakteren ikke handler, men bare reagerer, så er det ikke så meget en actionscene, som et pauseskærm med eksplosioner.

Filmen viser en ubehagelig tendens til, at den gode historie er under pres og, at de oplevelser man får i et computerspil forsøges kopieret til filmen. Hvilket er dumt. Det er to meget forskellige medier. I 1950’erne begyndte tv at true filmens monopol på at være verdens foretrukkende levering af underholdning og fiktion. Modtrækket var, at Hollywood begyndte at pumpe sine film op med Cinemascope, Technicolor og kæmpe scenarier. Den var i denne periode, at mange af de store sværd og sandal-film blev produceret. oplevelser som små sort/hvide fjernsyn ikke kunne levere. Filmen genvandt aldrig de markedsandele den tabte, men efterhånden fandt den sin form og plads. Eller det vil sige, at det eftergånden blev klart, at  tv er et medie, der bruger de samme virkemidler som filmen, men er et markant anderledes medie, med sine egne konventioner.

Nu kommer presset så fra computerspillet, men igen er det et medie, der er markant anderledes og jeg tror at modtrækket fra Hollywood er forfejlet. Dels satses der på 3D, som har sine problemer og begrænsninger og som nok er kommet for at blive, men som vil blive ved med at være en lukrativ, men forholdsvis sekundær del af biografudbuddet. 3D giver i øvrigt langt mere mening som en del af et computerspil, hvor det er den individuelle oplevelse, der er i fokus end som en del af biografoplevelsen. Dels, er der en tendens til at forsøge at efterligne computerspillets action, hvilket overhovedet ikke giver mening. Actionsspillets  store force, er det intense øjeblik. Når du er omringet af fjender, ekspossionerne sprænger omkring dig og adrenalinen pumper. I det øjeblik er du ikke i stand til andet en at kæmpe for dit “liv”. En film er også en helhed, den fortæller en historie. Scenerne er ikke bare “baner”, men en del af et flow, der er underlagt den overordnede historie. Mange computerspil har også en overordnet historie, men det er blot en ramme omkring banerne. Og sådan skal det være! Det er ikke en kritik! Visse film kan give lignede intense oplevelser, men oplevelsen af kontrol er unik for spillet og det er en fantastisk oplevelse, men den er ikke god til historier.

For at gøre en lang historie kort, så burde filmen ikke føle sig truet af computerspillet, undtagen økonomisk, fordi der er ingen tvivl om, at et nyt medie selvfølgelig indskrænker tiden til de andre medier, men svaret må være, at filmen skal gøre det som den er god til, at fortælle fortættede historier, så skal den nok finde sin plads.

~ af Mads Grymer Ejstrup på mandag, 14 september 2009.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

 
%d bloggers like this: