To film: en skuffelse og en berigelse.

Af Mads Grymer Ejstrup

Jeg har været inde og se to nye film, den ene var en berigelse den anden var en fæl skuffelse. De to film er Headhunter og Inglorious Basterds. Kan I gætte hvilken film der var en skuffelse? Læs videre os find ud af det.

Headhunter

Headhunter er en af den slags film der kører som et urværk. Alle dele passer perfekt ind i hinanden og spændingen bygges præcist og stramt op. Man er underholdt fra begyndelsen til enden. Oveni får man professionalisme på alle punkter. En kompetent fotograf, der med let desaturerede billeder, skaber den rette yuppi-noir-stemningen, der er passende til denne forretningsthriller. Skuespillet er godt og manuskriptet er stramt og ordknapt.

Inglorious Basterds

Er nærmest Headhunters diametrale modsætning. Den er løs i opbygningen, favoriserer den enkelte scene frem for heldheden, hvilken får den til at stykke skarpt i alle mulige retninger. Den første scene er taget fra Leone (den gode, den onde og den grusomme, hvis nogen skulle være i tvivl) om endn meget mange flere ord. Skuespillet er karikeret og filmen svinger vildt imellem rendyrket komik, galgenhumor, uhæmmet brutalitet, elegante små vignetter og øjeblikke der faktisk er ret rørende. Det er også en film hvor nazisterne har fået dimensioner, mens titlens Basterds er er rene papfigurer. Faktisk tager man helt fejl hvis man tror at Inglorious Basterds handler om Inglorious Basterds, de er bare bifigure.

Skuffelsen

Kan i så gætte hvilken film der var en skuffelse? Hvis i siger Inglorious Basterds tager i fejl, hvis i siger Headhunter er det 100% rigtigt. For hvem vil egentlig have en film der kører perfekt som en Schweizisk urværk? Ikke mig, fordi en thriller som Headhunter mister fuldstændig sin tiltrækning når filmen er forbi, fordi al underholdning er bundet op på at afvikle plottet stramt og effektivt. Headhunter er en film jeg aldrig nogensinde gider se igen, fordi livet er simpelthen for kort til det. Filmen er professionel, men også anonym, som et afsnit af en tv-serie. Hver en replik, har som ene formål og ene eksistensberettigelse at den presser plottet videre. Inglorious Basterds handler derimod ikke særligt meget om plottet. Jo, den tager uventede drejninger, men filmen handler om hvor magtfuld film kan være og hvor farligt film kan være. Den har en hovedperson, som er en på alle måder ubehageligt menneske og jødejæger, men som har dybde og som er en spændende, morsom og interessant karakter. Tarantino kan opbygge en scene omkring en samtale, så den indeholder langt mere spænding end en hel film af Rumle Hammerich og samtidig ved han hvor kameraet skal placeres. Hammerichs film ligner en tv-serie fordi Hammerich ikke ved hvor kameraet skal placeres, kun i form af en teoretisk viden om hvad der virker. Men det er ikke personligt, det er ikke interessant, det er ikke cinematisk. Hvis Hammerich aldrig lavede en film til, ville det ikke gøre noget, der er hundredevis, der kan det samme som ham, hvis Tarantino stoppede med at lave film, ville det være en tragedie.

~ af Mads Grymer Ejstrup på onsdag, 2 september 2009.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

 
%d bloggers like this: