District 9: Gode rejer, bedre end de fleste…

Af Mads Grymer Ejstrup

Dette er ikke en rigtig anmeldelse, jeg så filmen uden at være forberedt på, at skulle anmelde den. Er det ikke mærkeligt, jeg kan simpelthen ikke skrive en helt almindelig anmeldelse uden at jeg har sat mig for at se filmen med det formål? Nå, men jeg har alligevel et par kommentarer at knytte til filmen både positive og negative.

Lad os begynde med det positive. Hvor er det dejligt at se en science fiction-film der tager genren alvorligt. Science fiction handler om at behandle problemstillinger eller ideer i en fiktiv ramme, der tillader at sætte det på spidsen. Science fiction handler ikke om kæmperobotter og laservåben. District 9, bruger sin science fiction-ramme til at behandle problematikker omkring apartheid i særdeleshed, men også ghettodannelse i almindelighed. Den handler hvordan farligt det er at skabe spændinger i samfundet ved at udstøde et mindretal. Den handler også om multinationale selskabers uhæmmede grådighed, men dette aspekt fungere mest som et plotelement.
 
At filmen foregår i Johannesburg er både passende i forhold til apartheidproblematikken, men det fungerer også som et brud med den traditionelle setting for science fictionfilm, som er en amerikansk storby. På en eller anden måde virker Johannesburg også med genren til at sætte problemerne mere på spidsen, fordi det minder os om, at den slags udstøddelse som finder sted i filmen ikke er fiktion. Hvis den foregik i New York, skulle vi forstille os en fremtid hvor den slags kan ske, men ved at placere den i Sydafrika demonstrere den, at det ikke er noget vi behøver at forestille os.

Det er med til at cementere historien, at den foregår i hvad der virkelig ligner et slumkvarter, ikke en film-slum kvarter, men et rigtigt. Det driver en kile igennem det vellavede science fiction-action og er en dejlig modgift mod den dyrkelsen af teknologiens uanede muligheder, som ofte plager science fiction. Desværre undergraver filmen sig selv i sidste halvdel, da det hele kommer til at handle om seje våben og eksplosioner. Hvorfor bruger filmen så meget tid på at skabe både interessante karaktere, når den i sidste ende bare bruger dem til at udkæmpe en mindre ildkamp?

Det største nydelse i filmen er ikke filmens actionscener, men bare at se hovedpersonen tale og agerer. Det er en helt fantastisk præstation. Den svinger vildt imellem det fjollede og det følelseladede, man føler man kender manden, man føler man kommer helt ind under huden på ham. Der burde være en Oscar-nominering i vente, men filmens taget i betragtning er det ikke særligt sandsynligt.

Store dele af filmen er lavet som en mockumentary, hvilket er sjovt og virker godt, desværre er de scener som ikke skal ligne dokumentar omtrent filmet på samme måde, dvs. meget rystet håndholdt kamera og hurtige klip. Desværre, fordi det havde været mere insteressant og give dokumentardelen større slagkraft, hvis der var en kontrast imellem de elementer som skal ligne dokumentar og dem de almindelige scener. Som reference kan kan anbefales Starship Troopers, som bruger den blanding genialt. For mere om problemerne ved det håndholdte kamera læs her.

At District 9 er en skuffelse, skyldes kun, at man bliver mindet om hvor meget bedre film vi fortjener, desværre er filmen selv lidt for meget slave af de problemer som plager film i øjeblikket, men i det mindste er det en film som indeholder ideer og problemstillinger og den er om ikke andet bedre en det meste.

~ af Mads Grymer Ejstrup på fredag, 28 august 2009.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

 
%d bloggers like this: