Anmeldelse af Metro 1 2 3 eller “se mig, se mig, se mig”

Af Mads Grymer Ejstrup

Ok. der har været lidt stille her pga. tekniske problemer, der desværre ikke er løst endnu, men jeg kan da tage på biblioteket og skrive lidt. Min elskede computer holdt op med at virke for et par uger siden og selv om jeg sendte den til reperation med det samme, så venter jeg stadig på at den bliver færdigt.

Nå men, til det vigtigste! Anmeldelsen! For de utålmodige kan I se dette klip. Det er mig, i tilfælde af at I har spekuleret på hvordan jeg ser ud.

For de mere tålmodige er et par citater fra minanmeldelse på Filmnet.

Filmen er ikke uden kvaliteter. Manuskriptet er skrevet af den meget talenfulde Brian Helgeland, og han kan skrue tough guy-dialog sammen bedre end de fleste og filmen er fuld af fabelagtige replikker, som både overrasker og virker. Prøv f.eks. at smage på denne replik, og her citere jeg fra hukommelsen: ”A hostage negotiator is like a rodeo clown. Our job is to distract the bull from what i really wants”.[…]Filmen har også to stjerner i hovedrollerne som begge har karisma til at bære en film alene. John Travolta er en skuespiller som ikke får ros nok. Kig på hans karriere, her er en skuespiller der kan hvad som helst. Ryder er måske ikke hans mest nuancerede præstation, men han skaber en farverig skurk, som faktisk ikke er så klichéfyldt som han umiddelbart virker. Denzel Washington er på sikker grund som Garber. Han kan den figur på rygraden og køre sikkert på rutinen. Washingtons styrke er den troværdighed og moralske rygrad han projekterer, det er en del af hans identitet som filmstjerne og den er guld værd for en film, fordi den kan låne denne troværdighed uden at gøre sig fortjent til den. Det er nødvendigt her.

Til gengæld opdagede jeg på hvilket grundlag Tony Scott vælger sine projekter. Jeg tror det har noget med de billeder han ser foran sig. Top Gun er det billederne af en F16 på baggrund af en solnedgang, Enemy of the State var satellit billederne af byen og billedet af Will Smith på flugt igennem en tunel, kameratet tiltet, blåt lys spillende på tunnellens vægge. I Kapring af Metro 123 fryser han billedet hver gang filmen springer i tid, billeder som i sig selv er både flotte og interessante, men det bliver der altså ikke meget film ud af. Kapring af Metro 123 er stor, dum og larmende, når den burde være lille, intens og intelligent.

 

~ af Mads Grymer Ejstrup på tirsdag, 25 august 2009.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

 
%d bloggers like this: