The Tree of Life: året bedste/værste/dummeste/smukkeste

Det er i høj grad et spørgsmål om temperament om man kan lide Tree of Life. Det er en film som kræver noget af sin tilskuer. Det er en film, som mange mener er åben for fortolkning. Jeg er ikke sikker på at jeg er enig, men eftersom at jeg har læst mange som har en anden oplevelse en jeg,  kan de være det er mig som tager fejl…

Det som jeg føler mange overser er filmens indledende citat. Det er et citat fra Jobs bog. Engang i mellem er det svært ikke at tale om hvad man mener at en film “siger”. Det er svært ikke at blive farvet af, hvad man mener om dette budskab. Jeg kunne ikke lade være med at se filmen igennem denne linse. Jeg har hørt mange læse den langt mere positivt, at den handler om tilgivelse, og kærlighed, men det mener jeg er forkert, for min synsvinkel handler den om underkastelse og gudfrygtighed – to ord som i hvert fald har en ubehagelig klang i mine øre.

Gud er altmægtig og lige meget hvad ondt han smider din vej skal du elske ham. Det er sådan cirka Jobs bog kogt ned til én sætning. Jeg så filmen som en Jobs-historie, som en historie om at blive i troen, trods den ene ulykke efter den anden. Det er en film om hvor fortabt man bliver, når man mister troen. Det er for mig et skræmmende billede af mennesket. Er man fortabt bare fordi man ikke tror på Gud: NEJ. Måske var det derfor at filmen efterlod mig ret kold. Jeg følte aldrig rigtigt noget for nogen af personerne.

Hvor personerne og deres lidelser efterlod mig kold, blev jeg oprigtigt rørt og oplivet af filmens skønhed, af filmens utraditionelle struktur. Den er sammensat på en måde som jeg synes er den bedste visualisering af “minder” jeg har set. Den har sekvenser der tog pusten fra mig. I en lang sekvens viser filmen universets fødsel. Det er noget af det mest overrumplende jeg har set. De betagende billeder og musikken, der næsten er for meget ramte noget dybt inden i mig. Ikke underligt at det bærende tema i denne sekvens hedder ”Lacrimosa” af Preizner. Lacrimosa betyder ”at græde” – et ord som bliver gentaget igen og igen i musikstykket.

Men ikke alle sekvenser er så overumplende. En sekvens viser, hvad der vidst skal forestille at være medfølelse – mellem dinosaurer. Det var en sekvens jeg havde uendeligt svært ved at tage alvorligt. En lang sekvens viser livet efter døden som en række favntag blandt en masse mennesker på en vindblæst strand. Visuelt føltes det id’eforladt, mere som en parodi på en kunstfilm, end et egentligt kunstværk.

Så hvad mener jeg egentlig om Tree of Life? Jeg ved det sku ikke selv, jeg elsker den, hader den og synes grundlæggende at filmens budskab er tåbeligt og egentlig ret grimt – jeg glæder mig til at se den igen!

Exit Through the Gift Shop, men ikke før du har set filmen…

Der er mange ting som er interessante ved Exit Through the Giftshop. Frem for alt er det en umådeligt underholdende film, ikke mindst pga. sin hovedperson som er både morsom og fascinerende i al sin entusiasme og middelmådighed. Det er også interessant den måde den leger med dokumentargenren på og med sit publikums tillid – Man går fra filmen med en nagende mistanke om at man har været vidne til kunstværk hvor ens tvivl om filmen autenticitet er værkets egentlige mål.

Filmens er også en gudsbenådet satire over både det fantastiske i kunsten og det falske ved kunstverdenen, med sin konstante søgen efter “the next big thing”.

Alt dette er der blevet skrevet masser om. Men det som virkelig slog mig, var hvor smuk filmen er. Filmen er en af de mest betagende film jeg har set det seneste år. Filmen er på mange måder en hyldest til det Los Angeles hvor det meste af filmen er optaget. Den støvede baghave hvor Thierry Guetta er interviewet i, der bringer mindelser om Toscana. Man har fornemmelsen af at lige bag ved sandstensmures strækker vinmarkerne sig så lang øjet rækker. Man ser også den rå slum, holdt i monokrome, grå, sorthvide og nogen gange helt brunt tintede billeder. Filmen dvæler ved kontrasten mellem forfaldet og kunstens pludselige eksplosion af farver, tydeligst i filmen slutbillede, der samtidig er en ironisk kommentar til kunsten.

Exit Through The Gift Shop er en film der ikke bare sætter tænker i gang – den er ren cinematisk nydelse.

Filmen er Instrueret af Banksy

Nye Begyndelser

Så sker det endelig – Filmanmeldelse er tilbage. I løbet af et par dage vil det første indlæg dukke op. Det har været et begivenhedsrigt år, men nu må det være slut med slendrian. Glæd til nye og spændende indlæg om alt muligt, men mest film:-)