Af Mads Grymer Ejstrup
Har I set Cloverfield? Ellers så spring dette indlæg over og se den, for det er en umådelig underholdende film. Lad os skyde lidt efter nogen almindelige misforståelser omkring det håndholdte kamera i almindelighed og det subjektive håndholdte kamera i særdeleshed. Cloverfield er, som de fleste sikkert ved, filmet som om at, hændelserne er fanget af et handycam som en af hovedpersonerne filmer med, Nogen vil sige at det gør filmen mere realistisk. Lad os lade være med, at bruge det udtryk. Det er der to grunde til, det ene er, at hvis vi skal bruge udtrykket som vi bruger det til daglig, så er der intet hverken mere eller mindre realistisk ved Cloverfield end Godzilla. I princippet er det det samme som sker. Det andet er, at realisme er en genre inden for kunst og beskriver værker, der forsøger at se ud som om de er objektive. Der er intet objektivt ved Cloverfield. I det tilfælde er den mindre subjektive fortælleform i Godzilla, langt tættere på realisme end Cloverfield.
Faktisk er stilen i Cloverfield på mange måder en gimmick (hvilket ikke skal forstås negativt). Den er hyperstiliseret, langt mere stiliseret end Godzilla. Godzilla tilstræber den klassiske hollywood-stil. I den klassiske hollywoodfilm tilstræber man at publikum ”glemmer” kameraet særligt igennem continuity-klipning, det vil sige klip, der skaber et naturligt flow. Cloverfield er lige modsat, den gør konstant opmærksom på kameraet og på den måde bliver kameraet et ekstra filter imellem publikum og handling. Ved at gøre opmærksom på kameraet gør den også konstant opmærksom på sin egen stil og på sin egen kunstighed, det indføre et metafilmisk element . Brugen af det subjektive kamera er en gimmick, fordi, det eneste man har gjort er i virkeligheden, at fortælle en historie, fra en ekstremt subjektivt synsvinkel. Det ændre ikke på historien. Det viser så til gengæld også hvor stor betydning stil spiller på oplevelsen af en historie. Ved hjælp af et stilvalg får man en meget anderledes oplevelse end ved at se en godzilla-film.
Noget andet ved det håndholdte kamera som mange ikke tænker på, når de siger det er realistisk er, at det håndholdte kamera gør det svære at orientere sig i filmen, det ophæver ofte forståelsen for geografi, altså for personer og objekters placering i forhold til hinanden og ofte har det den helt basale effekt, at man har svært ved hurtigt at registrer hvad der forgår. Det betyder at hjernen bruger energi på, at få styr på disse ting. Det har to effekter: den første er, at det ofte lægger et filter mellem publikum og oplevelsen, der dæmper følelsesmæssige reaktioner. Den klassiske stil er reelt langt bedre til at formidle følelser; det andet er, at fordi hjernen skal bruge energi på at skabe klarhed, kan man slippe af sted med flere huller. Man skal tænke på, når man ser Cloverfield, at stilen også er en måde at fortælle en historie, der ville koste måske 100 mio. $ i stedet kan laves for 15-20 mio. $. Et nyligt eksempel er også Bourne-filmene som i virkeligheden er både ret kedeligt opbyggede og som har gigantiske plothuller og uforklarede spring, men som skjuler det bag sin hæsblæssende mix at hurtige klip og et ekstremt bevægeligt kamera.
Tilbage til Cloverfield. Filmen er sjov og underholdende, netop pga. sin kunstighed og sin stil, det er et sjovt eksperiment. Det er sjovt at se talentfulde filmskabere lege lidt med konventionelle genrer, selvom man egentlig burde kunne forvente mere….
Der findes et ganske særligt helvede som film bliver sendt i, når de af den ene eller anden grund er for dårlige til at komme i biografen. Men engang imellem bliver film uretfærdigt dømt. Jeg ved ikke hvorfor. Der er i hvert fald tre film på de danske videobikshylder, der havde fortjent premiere i landets biografer og som jeg vil opfordre enhver til, at smutte ned og leje.
Er alt, hvad man kan ønske sig i en romantisk komedie og mere til. Filmen er en eminent lille bitter-sød komedie. Den har en menneskelighed og en varme som få film kan præstere og en fintfølende præstation fra Ricky Gervais. Ricky Gervais ligger sin karakter så tæt op af tragedien som han kan slippe af sted med, uden at filmen mister sin lethed og sin humor. Tværtimod trives humoren her, hvor den ikke kun er fjollet, men også dækker over smerte og vrede. Det er en hovedrolle med langt flere dimensioner end man er forvent med og ikke mindst en karakter som er både intelligent og vittig. Hvor er det rart med en karakter som ikke bare er slave af plottet… Måske årets bedste romentiske komdie. Hvad laver den på video?
Er en velsmurt og stram thriller. Ligesom Ghost Town formår den på en gang af levere varen i form af spænding og action, men også at have et reelt interessant karakter i hovedrollen. En karakter, hvis motiver og handlinger ikke er så forudsigelige, som har en psykologisk dybde man sjældent får i tidens actionfilm. Don Cheadle er en skuespiller, hvor du kan se hans intellekt arbejde og hovedrollen er en mand som hele tiden må navigere i et minefelt af gråtoner, som må bruge sin samvittighed og sin evne til at analysere situationen. over for ham står Guy Pierce, en skuespiller hvis ansigt altid er spændende at se på. også han spiller en intelligent mand og en fremragende politimand. Traitor er simpelthen ikke til at komme uden om. Hvad laver den på video?
Recount er en tv-film produceret af amerikanske HBO. Den var derfor ikke et naturligt valg til biografdistribution. Men den har fortjent det. Det er en fremragende, intens og underholdende film om de vilde dage omkring valget i 2000 mellem Al Gore og