De forbandende Mayaer, ødelægger det for alle os andre

Af Mads Grymer Ejstrup

Så har undertegnet igen været i biografen og jeg ved hvad I tænker: “det har du vel ikke”? Jo det har jeg. En filmanmelder må jo gøre sin pligt og i denne uge var min pligt at være vidne til intet mindre en jordens undergang. Dam dah dah daaah. Roland Emmerinch har prøvet før, men det er endnu ikke lykkedes ham virkelig at smadre det hele, men nu skulle den være der.

Her er hvad jeg skriver på filmnet.dk

…man skal derimod være parat til er at sidde og nyde jordens undergang i et mageligt biografsæde, fordi ingen kan give os det lige så godt som Roland Emmerich. Han ved præcis hvordan den skal skæres. Hans film består i virkeligheden af det samme nummer gentaget igen og igen. Som variation skifter han mellem, at lade gode mennesker ofre sig og lede mennesker få deres velfortjente død. Han er så god til det, at han kan lave en to-en-halv time lang film, bestående af variationer af den samme scene, uden på noget tidspunkt at kede. Det er måske ikke stor kunst, men det er ikke desto mindre en kunst.

[...]

I denne ombæring spiller John Cusack faren, der skal lære at sætte pris på sin familie. Han er en genialt valg. Få er så naturlige på lærredet som ham og næsten ingen kan med så lille en indsats blive det naturlige sympatiske midtpunkt. Nu siger jeg lille indsats, det jeg mener er, at det ikke virker som om han gør en indsats. Med nogen skuespillere kan man se de spiller, men Cusack ser aldrig ud til at anstrenge sig, som om hans karakter bare er en naturlig forlængelse af ham. Det betyder faktisk, at vi midt i dette opbud af absurditeter og klichéer aldrig holder op med at heppe på hovedpersonerne og aldrig får lov til at få en alt for stor ironisk distance.

Som det fremgår er jeg faktisk ret vild med 2012, jeg går endda så langt som at kalde den “Apokalyptastisk”, smag lidt på det. Det ligger meget godt i munden ikke?

Den katastrofale formular

Nå men dette ville ikke være min blog hvis ikke jeg havde lidt bonus. Man kan f.eks. se 2012 hvis man vil se katastrofefilmsformularen i sin yderste potens. 2012 er, mere end nogen anden film jeg lige kan komme i tanke om, bygget op af den præcis samme scene gentaget igen og igen filmen igennem, med en lille smule variation. Først, små tegn, et revne i gulvet, en fjern rumlen. Så stilhed. Så kæmpe katastrofe. En sidste øjebliks redning. Men Roland Emmerich kan formularen så godt, at man konstant underholdes og han har en evne til at skabe scener så mageløst utrolige at man ikke kan tage øjnene fra det. Han er heller ikke bange for bare at holde kameraet på det utrolige. Han er ikke Michael Bay, der klipper så hurtigt at man aldrig rigtigt når og se noget. Micheal Bay kan sagtens skjule en dårlig special effect i sin klippestrøm, men Emmerich lader os side og glo på Los Angeles synke i havet i al sin gru. Fedt!

Pseudovidenskab for alle pengene

Noget af det bedste ved denne her slags film er de fjollede videnskabelige forklaringer på katastrofen. I følge filmen vil 5 planeter danne en lige linie sammen med solen i 2012 og koge jordens indre. Sikke noget sludder! Det er efterhånden en klassisk dommedagsteori at planeter på lige linie vil betyde jordens undergang, derres tygtekraft vil jo trække helt vildt jorden og forstærke hinanden, ikke? Nej! Der er mange faktorer i himmellegemers påvirkning af jorden en af dem er f.eks. afstand. Jeg google lidt på det, og fandt ud af at hvis alle planeter i solsystemet dannede en præcis lige linie vil deres påvirkning være ca. 0,0017% af den påvirkning månen i gennemsnit har på jorden. Tænk så lige på, at månens påvirkning svinger med 25% i løbet af et år. Lyder det voldsomt? Nej vel! Ok så tænk lige på det her: Chancen for at alle planeter i solsystemet danner en præcis lige linie er så lille at det kun kan ske engang hver 86-milliarder-trillioner-trillioner. år. Da solsystemet kun har ca. 5 milliarder år tilbage at leve i er der rimeligt usandsynligt at det nogensinde sker. Læs mere her.

Sidst men ikke mindst traileren:

To små dramaqueens: Funny People og Over Gaden, Under Vandet

Af Mads Grymer Ejstrup

I denne uge får vi hele to dramaer i de danske biografer, der begge er seværdige, men som også har sine fejl. Lad os begynde med det dankse bud. Over Gaden, Under Vandet er en ny bittersød købehavnerfilm og ægteskabsproblemer i den kreative klasse. “Åh nej”, tænker mange “ikke endnu en film om den kreative klasse”. Jo endnu en film! Og havd mener i egentlig med endnu en film? Der er et ondsindet rygte, der siger at alle danske film foregår bl.a. 30-40 årige københavnere, men det er kun et rygte. Prøv at se tilbage på de seneste års danske film! Nå men til sagen, jeg var inde og anmelde filmen for filmnet og her er hvad jeg skrev:

Over gaden, Under Vandet, begynder som et klogt og følsomt portræt af to ægteskab i opløsning, men ender desværre i plotklicheer. Der kryber en pænhed ind i filmen som ikke klæder den. Filmen er bedst så længe den ridser konflikterne op og langsomt men sikkert former hovedpersonerne så man til sidst føler man virkelig kender dem, men slutningen føles som et produkt af plottets nødvendighed, mere end et resultat af personernes udvikling. Ærgerligt.

[...]

Skuespillet i de bærende roller er intet mindre end fremragende særligt Sidse Barbett Knudsen og Nicholas Broe formår at skabe en spænding imellem dem tynget af døende kærlighed, en tung hverdag og alle de usagte ting, og de giver deres karakter dybde. Sieling har set rigtigt i, at give dem plads til at udvikle sig og give dem plads til både at være sympatiske og ulideligt egocentriske.

[...]

Det skal ikke tages væk fra filmen, at det er godt håndværk og jeg tror de fleste vil være tilfredse med filmen. Når min anmeldelse lyder så hård, skyldes det i høj grad en skuffelse over at modet i den grad har svigtet Sieling og hendes medforfatter. Se filmen for scenerne med Sidse Barbett Knudsen og Nicolas Bro, se filmen for dens følsomme portræt af et ægteskab, der kun eksisterer fordi ingen af dem har givet sig tid til tage sig af det. Her lever filmen; og kryds så fingre for, at Sieling næste gang lytter til sine karakter og ikke til Dr. Scriptdoctor.

Den anden film jeg har anmeldt er Judd Apatows nye film Funny People, der handler om stand-up komikere og som ikke selv er en komedie.

Adam Sandlers præstation er helt centralt i filmen og han er fremragende. Man mærker faktisk hans smerte og man fatter også sympati for hans i virkeligheden ret ubehagelige karakter. Ikke fordi Sandler gør ham elskelig, men fordi han investerer alt i at vise ham helt og aldeles klart. Man fatter sympati fordi der er noget utroligt tragisk i et menneske som står i vejen for sin egen lykke og som ved det, men er ude af stand til at ændre det, fordi det ville betyde at blive et andet menneske.

[...]

Apatow kan noget med scener. Han kan lade en scene tage en drejning der både er overraskende og som samtidig virker fuldstændigt naturligt og sand. Tag f.eks. en scene i Funny People hvor en kvinde er taget ud i lufthavnen for at gøre en ende på sit ægteskab, mens en mand er taget efter for at stoppe hende. Umiddelbart en scene man kan købe i metermål i klichébutikken, men måden scenen udspiller sig er alt andet en kliché. Det bliver i stedet en scene, der trænger endnu længere op under huden på karaktererne og på sin egen kuldslåede måde er både realistisk og poetisk.

[...]
Filmen er ikke uden fejl, flere gange går den helt i stå, men engang imellem lever filmen også, engang imellem for vi noget som både er ubehageligt og ægte og sandt. I de øjeblikke er filmen mesterlig og hvor tit er det egentlig lige at vi får en film, med karakterer som ikke bare er flade papfigurer, men kantede, sammensatte ægte mennesker?

Af de to film, er det klart Funny People der er den mest interessante. Over Gaden, Under Vandet bliver slave under et plot, der trækker i den forkerte retning, mens Funny People lader sin historie, kører i blindgyder, i ring og af andre stier end det forventelige. Det skal den roses får. Over Gaden, Under Vandet er en strømlinet film og i det ligger en pænhed, som i sidste ende kvæler filmen. Imens er jeg meget mere tilbøjelig til at tilgive Funny People at den er for lang og nogen gange går helt i stå, fordi den andre gange er så levende.

TV-serie eller spillefilm: Pigen Der Legede Med Ilden, eller Filmproducenten der legede med bogen.

Af Mads Grymer Ejstrup

Overskriften på dette indlæg er vildledende. Fordi producenterne bag Pigen der legede med ilden har ikke leget med bogen og det er filmens største problem, men, og ny bliver det kryptisk, det er ikke nødvendigvis tv-seriens problem. Hvad, tv-serien, hvad taler du om? Jeg taler om filmen Pigen der legede Med Ilden, som havde premiere 18/9-2009 i biografer og hele landet, jeg taler om den tv-serie, der i profittens navn nu er blevet høvlet lidt i kanterne så den nu optræder som biograffilm.

Men er der kommet en god film ud af det: Nej, det er der ikke og det skyldes at en bog og en film, er to meget forskellige medier. Det er der ikke noget overraskende i, men hvad der måske vil overraske nogen er at TV og Film er to meget forskellige medier. Mere om det om lidt, men først et uddrag fra min anmeldelse af filmen fra Filmnet, hvor jeg kort berører problemet:

Der er flere ting galt med filmen, men vi kan ligeså godt kaste os ud i den værste: denne film og efterfølgeren, Luftkastellet Der Blev Sprængt, burde have været én film. Nu vil alle bøgernes fans (jeg er selv én af dem) straks begynde at få grå hår af alle de ting som ikke ville kunne komme med og ja, den helt store plæneklipper burde have været fremme for at barbere dette monster ned til noget, der kan arbejdes med. I virkeligheden er tv og film to meget forskellige medier. Tv er nemlig skabt til serie-formatet, her har man tiden og pladsen til at beskrive et stort udvidet univers, fordi så længe hver afsnit er spændende og stramt fortalt, kan man bruge langt mere tid på historier og personer som ikke nødvendigvis flytter det overordnet plot så hurtigt frem. Det kan forklare, hvorfor de første to tredjedele af filmen er virkelig kedsommelige. Der bruges en masse tid på at introducere den ene person efter den anden, på at væve tråde, kun for at skynde sig videre fordi der er så mange tråde og personer der skal nås.

SPOILER ALERT! Det næste afsnit indeholder detaljer om plottet i både Pigen der Legede Med Ilden og Luftkastellet der blev sprængt, hvis du vil undgå dem, så hop forbi! SPOILER ALERT!

Det første jeg skriver er, at Pigen der Legede Med Ilden og Luftkastellet Der Blev Sprængt burde være skrevet om til én film. En film skal være en hel afrundet oplevelse, det betyder ikke at alle ender skal bindes og det betyder heller ikke, at der skal være en kartharsis. Problemet med de to bøger i forhold til en filmatisering er, at de splitter løsningen af de plottes elementer op i to: et endeligt faderopgør, som er meget tilfredsstillende; og optrævlingen af et efterretningsnetværk med tråde til regeringen. Men på film, giver det ikke mening at splitte de to ting op. Dels er der ikke den samme tid til at beskrive netværkets gøren og laden, beskrive dets historie og baggrund, alt det som gør bogen interessant og spændende. I en spændingsfilm må dens slags konstant være underlagt et krav om at drive den umiddelbare handling frem. Dels er er Zala, Lisbeth Salanders far, klart den mest interessante person og godt ansigt på råddenskaben. Det endelige opgør med faren og optrævlingen at netværkets skulle altså være rykket sammen i filmens handling så de bliver den del af det samme klimaks.

SPOILER FREE! Så kan I være med igen, jer som ikke har læst bøgerne eller set filmen! SPOILER FREE!

Den gode film ville altså lave de to bøger til én film og slå hver bogs klimaks sammen, men den gode tv-serie kan sagtens dele bøgerne op i to miniserier. Det skyldes at tv-serien, netop er en serie. Hvert afsnit har en spændingskurve, der ligner en spillefilms, men hvert afsnit afsluttes også af en cliffhanger. “Se med i næste uge”. længere tv-serier har i virkeligheden spændingskurver der går på flere nivaeuer. hvert afsnit har sin kurve, hver sæson har sin og ofte har tv-serien også en overordnet kurve, der godt nok er meget generel, emne som giver en følelse af helhed. f.eks. X-files der havde kærligheden mellem Scully og Mulder som et overordnet plot, der bandt serien sammen.  På samme måde har en mini-serie baseret på Stig Larsons bøger brug for cliffhangers og her giver det fantastisk mening at dele klimakset op i to. Jeg vil dog mene at klimakset i første og anden bog ville være mere tilfredsstillende, hvis de byttede plads, men det afhænger i virkeligheden mere om hvad man vil med serien. Vil man lave en følelsesmæssig tilfredsstillende serie om hævn eller en serie, der fremhæver det samfundskritiske i bogen. Hvis man kender svenskerne, så er det nok mest det sidste, men måske retfærdiggøre bøgerne ikke helt denne prioritering. I øvrigt behøver de to selvfølgelig ikke udelukke hinanden.

Nu vil nogen måske indvende at når først de to film er udkommet kan man se dem begge som én film og dermed få helheden. Problemet er bare at Pigen der legede med ilden som beskrevet i citatet fra min anmeldelse er ret kedelig og det bliver altså ikke bedre at den bliver endnu længere.