TV-serie eller spillefilm: Pigen Der Legede Med Ilden, eller Filmproducenten der legede med bogen.

Af Mads Grymer Ejstrup

Overskriften på dette indlæg er vildledende. Fordi producenterne bag Pigen der legede med ilden har ikke leget med bogen og det er filmens største problem, men, og ny bliver det kryptisk, det er ikke nødvendigvis tv-seriens problem. Hvad, tv-serien, hvad taler du om? Jeg taler om filmen Pigen der legede Med Ilden, som havde premiere 18/9-2009 i biografer og hele landet, jeg taler om den tv-serie, der i profittens navn nu er blevet høvlet lidt i kanterne så den nu optræder som biograffilm.

Men er der kommet en god film ud af det: Nej, det er der ikke og det skyldes at en bog og en film, er to meget forskellige medier. Det er der ikke noget overraskende i, men hvad der måske vil overraske nogen er at TV og Film er to meget forskellige medier. Mere om det om lidt, men først et uddrag fra min anmeldelse af filmen fra Filmnet, hvor jeg kort berører problemet:

Der er flere ting galt med filmen, men vi kan ligeså godt kaste os ud i den værste: denne film og efterfølgeren, Luftkastellet Der Blev Sprængt, burde have været én film. Nu vil alle bøgernes fans (jeg er selv én af dem) straks begynde at få grå hår af alle de ting som ikke ville kunne komme med og ja, den helt store plæneklipper burde have været fremme for at barbere dette monster ned til noget, der kan arbejdes med. I virkeligheden er tv og film to meget forskellige medier. Tv er nemlig skabt til serie-formatet, her har man tiden og pladsen til at beskrive et stort udvidet univers, fordi så længe hver afsnit er spændende og stramt fortalt, kan man bruge langt mere tid på historier og personer som ikke nødvendigvis flytter det overordnet plot så hurtigt frem. Det kan forklare, hvorfor de første to tredjedele af filmen er virkelig kedsommelige. Der bruges en masse tid på at introducere den ene person efter den anden, på at væve tråde, kun for at skynde sig videre fordi der er så mange tråde og personer der skal nås.

SPOILER ALERT! Det næste afsnit indeholder detaljer om plottet i både Pigen der Legede Med Ilden og Luftkastellet der blev sprængt, hvis du vil undgå dem, så hop forbi! SPOILER ALERT!

Det første jeg skriver er, at Pigen der Legede Med Ilden og Luftkastellet Der Blev Sprængt burde være skrevet om til én film. En film skal være en hel afrundet oplevelse, det betyder ikke at alle ender skal bindes og det betyder heller ikke, at der skal være en kartharsis. Problemet med de to bøger i forhold til en filmatisering er, at de splitter løsningen af de plottes elementer op i to: et endeligt faderopgør, som er meget tilfredsstillende; og optrævlingen af et efterretningsnetværk med tråde til regeringen. Men på film, giver det ikke mening at splitte de to ting op. Dels er der ikke den samme tid til at beskrive netværkets gøren og laden, beskrive dets historie og baggrund, alt det som gør bogen interessant og spændende. I en spændingsfilm må dens slags konstant være underlagt et krav om at drive den umiddelbare handling frem. Dels er er Zala, Lisbeth Salanders far, klart den mest interessante person og godt ansigt på råddenskaben. Det endelige opgør med faren og optrævlingen at netværkets skulle altså være rykket sammen i filmens handling så de bliver den del af det samme klimaks.

SPOILER FREE! Så kan I være med igen, jer som ikke har læst bøgerne eller set filmen! SPOILER FREE!

Den gode film ville altså lave de to bøger til én film og slå hver bogs klimaks sammen, men den gode tv-serie kan sagtens dele bøgerne op i to miniserier. Det skyldes at tv-serien, netop er en serie. Hvert afsnit har en spændingskurve, der ligner en spillefilms, men hvert afsnit afsluttes også af en cliffhanger. “Se med i næste uge”. længere tv-serier har i virkeligheden spændingskurver der går på flere nivaeuer. hvert afsnit har sin kurve, hver sæson har sin og ofte har tv-serien også en overordnet kurve, der godt nok er meget generel, emne som giver en følelse af helhed. f.eks. X-files der havde kærligheden mellem Scully og Mulder som et overordnet plot, der bandt serien sammen.  På samme måde har en mini-serie baseret på Stig Larsons bøger brug for cliffhangers og her giver det fantastisk mening at dele klimakset op i to. Jeg vil dog mene at klimakset i første og anden bog ville være mere tilfredsstillende, hvis de byttede plads, men det afhænger i virkeligheden mere om hvad man vil med serien. Vil man lave en følelsesmæssig tilfredsstillende serie om hævn eller en serie, der fremhæver det samfundskritiske i bogen. Hvis man kender svenskerne, så er det nok mest det sidste, men måske retfærdiggøre bøgerne ikke helt denne prioritering. I øvrigt behøver de to selvfølgelig ikke udelukke hinanden.

Nu vil nogen måske indvende at når først de to film er udkommet kan man se dem begge som én film og dermed få helheden. Problemet er bare at Pigen der legede med ilden som beskrevet i citatet fra min anmeldelse er ret kedelig og det bliver altså ikke bedre at den bliver endnu længere.

En Spil(le)film og hvordan filmen overlever computeren

Af Mads Grymer Ejstrup

Jeps, så har undertegnet været i biografen og set film. Det var desværre spil af tid. Filmen var Gamer, der nok skal lokke nogen i biografen. Her er hvad jeg har skrevet på filmnet:

Gamer er en stor dum actionfilm og har ikke ambitioner om at være andet. I Filmen eksisterer en ny generation af computerspil, der på mange måder ligner den vi kender, med den undtagelse at man styre rigtige mennesker, men det er sådan set også den eneste forskel, fordi i spiluniverset opfører de sig fuldstændigt som var de computerskabte, hvilket rejser spørgsmålet: hvad er fordelen så egentlig? Der findes to spil, et spil der minder meget om The Sims og et første persons “shoot-em-up” hvor man får lov til at styre dødsdømte fanger og plaffe andre fanger til splat. Figurerne i Sims-spillet er rigtige mennesker, der får penge for at aflevere kontrollen af deres krop til en spiller, hvilket rejser flere spørgsmål: Hvad får folk til at afgive kontrol på den måde? Giver der en slags tilfredsstilles i at blive “brugt”? Der er også andre spørgsmål der melder sig: Ifølge filmen har spillet millioner af brugere, hvilket må betyde, at der er flere millioner mennesker ansat som karakterer, som skal have løn for deres arbejde. Hvor meget skal man betale for at spille? Hvor meget får karaktererne i løn? At dømme ud fra filmen er de alle smukke unge mennesker, så det må give mere end modeljob og andet man kan gøre når man er ung og smuk og villig til at smide tøjet, for ikke at sige have sex for penge? Lyder som en dårlig forretning. Nå men det er spørgsmål man ikke skal stille.

Lyder det bekendt? Jep! Det er Deathrace klonet med Schwarzenegger-braget The Running Man. Bare uden Deathraces effektive ensporethed og Running Mans campy charme. Gamer er instrueret af Neveldine/Taylor, der også stod bag de to fantastiske Crank-film. De ekselerer i at bygge en hele film over en enkel og absurd idé og malke den for al dens potetiale, desværre lykkes det ikke her. Gamers actioscener er kedelige. De har med stor dygtighed fået dem til at ligne et computerspil, hvorfor? Der er en grund til at jeg sidder i biografen og ikke hjemme hos min Playstation. Det er også underligt ligegyldigt at se Butler rende rundt og skyde mennesker, når man ved, at han ikke har nogen kontrol. Hvorfor skal jeg så se på ham og ikke den person som virkeligt har kontrollen? Idéen med en actionscene er at drive historien frem gennem action, gennem handling. Men hvis karakteren ikke handler, men bare reagerer, så er det ikke så meget en actionscene, som et pauseskærm med eksplosioner.

Filmen viser en ubehagelig tendens til, at den gode historie er under pres og, at de oplevelser man får i et computerspil forsøges kopieret til filmen. Hvilket er dumt. Det er to meget forskellige medier. I 1950′erne begyndte tv at true filmens monopol på at være verdens foretrukkende levering af underholdning og fiktion. Modtrækket var, at Hollywood begyndte at pumpe sine film op med Cinemascope, Technicolor og kæmpe scenarier. Den var i denne periode, at mange af de store sværd og sandal-film blev produceret. oplevelser som små sort/hvide fjernsyn ikke kunne levere. Filmen genvandt aldrig de markedsandele den tabte, men efterhånden fandt den sin form og plads. Eller det vil sige, at det eftergånden blev klart, at  tv er et medie, der bruger de samme virkemidler som filmen, men er et markant anderledes medie, med sine egne konventioner.

Nu kommer presset så fra computerspillet, men igen er det et medie, der er markant anderledes og jeg tror at modtrækket fra Hollywood er forfejlet. Dels satses der på 3D, som har sine problemer og begrænsninger og som nok er kommet for at blive, men som vil blive ved med at være en lukrativ, men forholdsvis sekundær del af biografudbuddet. 3D giver i øvrigt langt mere mening som en del af et computerspil, hvor det er den individuelle oplevelse, der er i fokus end som en del af biografoplevelsen. Dels, er der en tendens til at forsøge at efterligne computerspillets action, hvilket overhovedet ikke giver mening. Actionsspillets  store force, er det intense øjeblik. Når du er omringet af fjender, ekspossionerne sprænger omkring dig og adrenalinen pumper. I det øjeblik er du ikke i stand til andet en at kæmpe for dit “liv”. En film er også en helhed, den fortæller en historie. Scenerne er ikke bare “baner”, men en del af et flow, der er underlagt den overordnede historie. Mange computerspil har også en overordnet historie, men det er blot en ramme omkring banerne. Og sådan skal det være! Det er ikke en kritik! Visse film kan give lignede intense oplevelser, men oplevelsen af kontrol er unik for spillet og det er en fantastisk oplevelse, men den er ikke god til historier.

For at gøre en lang historie kort, så burde filmen ikke føle sig truet af computerspillet, undtagen økonomisk, fordi der er ingen tvivl om, at et nyt medie selvfølgelig indskrænker tiden til de andre medier, men svaret må være, at filmen skal gøre det som den er god til, at fortælle fortættede historier, så skal den nok finde sin plads.

To film: en skuffelse og en berigelse.

Af Mads Grymer Ejstrup

Jeg har været inde og se to nye film, den ene var en berigelse den anden var en fæl skuffelse. De to film er Headhunter og Inglorious Basterds. Kan I gætte hvilken film der var en skuffelse? Læs videre os find ud af det.

Headhunter

Headhunter er en af den slags film der kører som et urværk. Alle dele passer perfekt ind i hinanden og spændingen bygges præcist og stramt op. Man er underholdt fra begyndelsen til enden. Oveni får man professionalisme på alle punkter. En kompetent fotograf, der med let desaturerede billeder, skaber den rette yuppi-noir-stemningen, der er passende til denne forretningsthriller. Skuespillet er godt og manuskriptet er stramt og ordknapt.

Inglorious Basterds

Er nærmest Headhunters diametrale modsætning. Den er løs i opbygningen, favoriserer den enkelte scene frem for heldheden, hvilken får den til at stykke skarpt i alle mulige retninger. Den første scene er taget fra Leone (den gode, den onde og den grusomme, hvis nogen skulle være i tvivl) om endn meget mange flere ord. Skuespillet er karikeret og filmen svinger vildt imellem rendyrket komik, galgenhumor, uhæmmet brutalitet, elegante små vignetter og øjeblikke der faktisk er ret rørende. Det er også en film hvor nazisterne har fået dimensioner, mens titlens Basterds er er rene papfigurer. Faktisk tager man helt fejl hvis man tror at Inglorious Basterds handler om Inglorious Basterds, de er bare bifigure.

Skuffelsen

Kan i så gætte hvilken film der var en skuffelse? Hvis i siger Inglorious Basterds tager i fejl, hvis i siger Headhunter er det 100% rigtigt. For hvem vil egentlig have en film der kører perfekt som en Schweizisk urværk? Ikke mig, fordi en thriller som Headhunter mister fuldstændig sin tiltrækning når filmen er forbi, fordi al underholdning er bundet op på at afvikle plottet stramt og effektivt. Headhunter er en film jeg aldrig nogensinde gider se igen, fordi livet er simpelthen for kort til det. Filmen er professionel, men også anonym, som et afsnit af en tv-serie. Hver en replik, har som ene formål og ene eksistensberettigelse at den presser plottet videre. Inglorious Basterds handler derimod ikke særligt meget om plottet. Jo, den tager uventede drejninger, men filmen handler om hvor magtfuld film kan være og hvor farligt film kan være. Den har en hovedperson, som er en på alle måder ubehageligt menneske og jødejæger, men som har dybde og som er en spændende, morsom og interessant karakter. Tarantino kan opbygge en scene omkring en samtale, så den indeholder langt mere spænding end en hel film af Rumle Hammerich og samtidig ved han hvor kameraet skal placeres. Hammerichs film ligner en tv-serie fordi Hammerich ikke ved hvor kameraet skal placeres, kun i form af en teoretisk viden om hvad der virker. Men det er ikke personligt, det er ikke interessant, det er ikke cinematisk. Hvis Hammerich aldrig lavede en film til, ville det ikke gøre noget, der er hundredevis, der kan det samme som ham, hvis Tarantino stoppede med at lave film, ville det være en tragedie.