District 9: Gode rejer, bedre end de fleste…

Af Mads Grymer Ejstrup

Dette er ikke en rigtig anmeldelse, jeg så filmen uden at være forberedt på, at skulle anmelde den. Er det ikke mærkeligt, jeg kan simpelthen ikke skrive en helt almindelig anmeldelse uden at jeg har sat mig for at se filmen med det formål? Nå, men jeg har alligevel et par kommentarer at knytte til filmen både positive og negative.

Lad os begynde med det positive. Hvor er det dejligt at se en science fiction-film der tager genren alvorligt. Science fiction handler om at behandle problemstillinger eller ideer i en fiktiv ramme, der tillader at sætte det på spidsen. Science fiction handler ikke om kæmperobotter og laservåben. District 9, bruger sin science fiction-ramme til at behandle problematikker omkring apartheid i særdeleshed, men også ghettodannelse i almindelighed. Den handler hvordan farligt det er at skabe spændinger i samfundet ved at udstøde et mindretal. Den handler også om multinationale selskabers uhæmmede grådighed, men dette aspekt fungere mest som et plotelement.
 
At filmen foregår i Johannesburg er både passende i forhold til apartheidproblematikken, men det fungerer også som et brud med den traditionelle setting for science fictionfilm, som er en amerikansk storby. På en eller anden måde virker Johannesburg også med genren til at sætte problemerne mere på spidsen, fordi det minder os om, at den slags udstøddelse som finder sted i filmen ikke er fiktion. Hvis den foregik i New York, skulle vi forstille os en fremtid hvor den slags kan ske, men ved at placere den i Sydafrika demonstrere den, at det ikke er noget vi behøver at forestille os.

Det er med til at cementere historien, at den foregår i hvad der virkelig ligner et slumkvarter, ikke en film-slum kvarter, men et rigtigt. Det driver en kile igennem det vellavede science fiction-action og er en dejlig modgift mod den dyrkelsen af teknologiens uanede muligheder, som ofte plager science fiction. Desværre undergraver filmen sig selv i sidste halvdel, da det hele kommer til at handle om seje våben og eksplosioner. Hvorfor bruger filmen så meget tid på at skabe både interessante karaktere, når den i sidste ende bare bruger dem til at udkæmpe en mindre ildkamp?

Det største nydelse i filmen er ikke filmens actionscener, men bare at se hovedpersonen tale og agerer. Det er en helt fantastisk præstation. Den svinger vildt imellem det fjollede og det følelseladede, man føler man kender manden, man føler man kommer helt ind under huden på ham. Der burde være en Oscar-nominering i vente, men filmens taget i betragtning er det ikke særligt sandsynligt.

Store dele af filmen er lavet som en mockumentary, hvilket er sjovt og virker godt, desværre er de scener som ikke skal ligne dokumentar omtrent filmet på samme måde, dvs. meget rystet håndholdt kamera og hurtige klip. Desværre, fordi det havde været mere insteressant og give dokumentardelen større slagkraft, hvis der var en kontrast imellem de elementer som skal ligne dokumentar og dem de almindelige scener. Som reference kan kan anbefales Starship Troopers, som bruger den blanding genialt. For mere om problemerne ved det håndholdte kamera læs her.

At District 9 er en skuffelse, skyldes kun, at man bliver mindet om hvor meget bedre film vi fortjener, desværre er filmen selv lidt for meget slave af de problemer som plager film i øjeblikket, men i det mindste er det en film som indeholder ideer og problemstillinger og den er om ikke andet bedre en det meste.

Cloverfield: Hjemmevideo er ikke realistisk!

Af Mads Grymer Ejstrup

Har I set Cloverfield? Ellers så spring dette indlæg over og se den, for det er en umådelig underholdende film. Lad os skyde lidt efter nogen almindelige misforståelser omkring det håndholdte kamera i almindelighed og det subjektive håndholdte kamera i særdeleshed. Cloverfield er, som de fleste sikkert ved, filmet som om at, hændelserne er fanget af et handycam som en af hovedpersonerne filmer med, Nogen vil sige at det gør filmen mere realistisk. Lad os lade være med, at bruge det udtryk. Det er der to grunde til, det ene er, at hvis vi skal bruge udtrykket som vi bruger det til daglig, så er der intet hverken mere eller mindre realistisk ved Cloverfield end Godzilla. I princippet er det det samme som sker. Det andet er, at realisme er en genre inden for kunst og beskriver værker, der forsøger at se ud som om de er objektive. Der er intet objektivt ved Cloverfield. I det tilfælde er den mindre subjektive fortælleform i Godzilla, langt tættere på realisme end Cloverfield.

Faktisk er stilen i Cloverfield på mange måder en gimmick (hvilket ikke skal forstås negativt). Den er hyperstiliseret, langt mere stiliseret end Godzilla. Godzilla tilstræber den klassiske hollywood-stil. I den klassiske hollywoodfilm tilstræber man at publikum ”glemmer” kameraet særligt igennem continuity-klipning, det vil sige klip, der skaber et naturligt flow. Cloverfield er lige modsat, den gør konstant opmærksom på kameraet og på den måde bliver kameraet et ekstra filter imellem publikum og handling. Ved at gøre opmærksom på kameraet gør den også konstant opmærksom på sin egen stil og på sin egen kunstighed, det indføre et metafilmisk element . Brugen af det subjektive kamera er en gimmick, fordi, det eneste man har gjort er i virkeligheden, at fortælle en historie, fra en ekstremt subjektivt synsvinkel. Det ændre ikke på historien. Det viser så til gengæld også hvor stor betydning stil spiller på oplevelsen af en historie. Ved hjælp af et stilvalg får man en meget anderledes oplevelse end ved at se en godzilla-film.

Noget andet ved det håndholdte kamera som mange ikke tænker på, når de siger det er realistisk er, at det håndholdte kamera gør det svære at orientere sig i filmen, det ophæver ofte forståelsen for geografi, altså for personer og objekters placering i forhold til hinanden og ofte har det den helt basale effekt, at man har svært ved hurtigt at registrer hvad der forgår. Det betyder at hjernen bruger energi på, at få styr på disse ting. Det har to effekter: den første er, at det ofte lægger et filter mellem publikum og oplevelsen, der dæmper følelsesmæssige reaktioner. Den klassiske stil er reelt langt bedre til at formidle følelser; det andet er, at fordi hjernen skal bruge energi på at skabe klarhed, kan man slippe af sted med flere huller. Man skal tænke på, når man ser Cloverfield, at stilen også er en måde at fortælle en historie, der ville koste måske 100 mio. $ i stedet kan laves for 15-20 mio. $. Et nyligt eksempel er også Bourne-filmene som i virkeligheden er både ret kedeligt opbyggede og som har gigantiske plothuller og uforklarede spring, men som skjuler det bag sin hæsblæssende mix at hurtige klip og et ekstremt bevægeligt kamera.

Tilbage til Cloverfield. Filmen er sjov og underholdende, netop pga. sin kunstighed og sin stil, det er et sjovt eksperiment. Det er sjovt at se talentfulde filmskabere lege lidt med konventionelle genrer, selvom man egentlig burde kunne forvente mere….

Anmeldelse af Metro 1 2 3 eller “se mig, se mig, se mig”

Af Mads Grymer Ejstrup

Ok. der har været lidt stille her pga. tekniske problemer, der desværre ikke er løst endnu, men jeg kan da tage på biblioteket og skrive lidt. Min elskede computer holdt op med at virke for et par uger siden og selv om jeg sendte den til reperation med det samme, så venter jeg stadig på at den bliver færdigt.

Nå men, til det vigtigste! Anmeldelsen! For de utålmodige kan I se dette klip. Det er mig, i tilfælde af at I har spekuleret på hvordan jeg ser ud.

 

For de mere tålmodige er et par citater fra minanmeldelse på Filmnet.

Filmen er ikke uden kvaliteter. Manuskriptet er skrevet af den meget talenfulde Brian Helgeland, og han kan skrue tough guy-dialog sammen bedre end de fleste og filmen er fuld af fabelagtige replikker, som både overrasker og virker. Prøv f.eks. at smage på denne replik, og her citere jeg fra hukommelsen: ”A hostage negotiator is like a rodeo clown. Our job is to distract the bull from what i really wants”.[...]Filmen har også to stjerner i hovedrollerne som begge har karisma til at bære en film alene. John Travolta er en skuespiller som ikke får ros nok. Kig på hans karriere, her er en skuespiller der kan hvad som helst. Ryder er måske ikke hans mest nuancerede præstation, men han skaber en farverig skurk, som faktisk ikke er så klichéfyldt som han umiddelbart virker. Denzel Washington er på sikker grund som Garber. Han kan den figur på rygraden og køre sikkert på rutinen. Washingtons styrke er den troværdighed og moralske rygrad han projekterer, det er en del af hans identitet som filmstjerne og den er guld værd for en film, fordi den kan låne denne troværdighed uden at gøre sig fortjent til den. Det er nødvendigt her.

Til gengæld opdagede jeg på hvilket grundlag Tony Scott vælger sine projekter. Jeg tror det har noget med de billeder han ser foran sig. Top Gun er det billederne af en F16 på baggrund af en solnedgang, Enemy of the State var satellit billederne af byen og billedet af Will Smith på flugt igennem en tunel, kameratet tiltet, blåt lys spillende på tunnellens vægge. I Kapring af Metro 123 fryser han billedet hver gang filmen springer i tid, billeder som i sig selv er både flotte og interessante, men det bliver der altså ikke meget film ud af. Kapring af Metro 123 er stor, dum og larmende, når den burde være lille, intens og intelligent.