Af Mads Grymer Ejstrup
Hvordan vælger man de ti bedste film fra de sidste ti år? For det første må man smide al illusion om, at man kan lave en definitiv liste; for det andet må man indse at bedste ikke betyder vigtigste, ”bedste” er et subjektiv begreb, modsat ”god”, men det er en anden diskussion. Så ”bedste” er subjektivt, derfor bør man smide sin fornuft ud af vinduet og simpelthen se på, hvilke film man bedst kunne lide. Derfor vil mange være uenige i mine valg, det er uundgåeligt, men mange vil også have helt forståelige problemer med en liste, der ikke inkluderer milepæle; men dette er en liste over personlige præferencer og ikke en liste over, hvilke film jeg mener har været de mest betydningsfulde. Jeg har også delt listen ind i bedste danske og bedste film overhovedet, hvorfor det? Fordi dette er en dansksproget blog og der er trods alt ikke så mange danske film, der kvalificerer sig til min bedste-film liste, men ikke desto mindre er der blevet lavet nogen fantastiske danske film, af meget forskellig karakter, som går imod det billede af dansk film, som mange, inklusiv mig selv har af, at det er det samme og det samme og det samme. Så listen er lige så meget for at minde mig selv om, at dansk film faktisk er langt mere interessant end man nogen gange oplever den som.
Begge lister i øvrigt i vilkårlig rækkefølge
De ti bedste danske film i 00’erne
Antichrist (2009) Egentlig foretrækker jeg Dogville, men den optræder på min liste over, ikke bare de bedste danske, men min liste over de bedste film i 00’erne overhovedet, derfor optræder den ikke på min danske liste og giver dermed en plads mere at give ud, men Antichrist ville have været har alligevel. Hvorfor? Fordi det er den smukkeste og mest foruroligende film jeg har set længe. Jeg er blevet bedt om at fortolke den, men jeg har strittet imod, fordi jeg ikke vil forfladige den oplevelse jeg havde da jeg så den, jeg vil have at den kan betyde noget andet næste gang, og noget tredje gangen efter det. Nogen vil kalde det at vige uden om, men jeg bruger næsten al min tid på at hive mening ud af film, engang imellem er det rart bare at opleve.
Kærlighed på film (2007) 00’erne var årtiet hvor Ole Bornedal vendte tilbage til filmen med en eksplosion af kreativitet og virilitet, efter en meget succesrig tid på teatret, som desværre var plaget af at hans teaterstykker var helt forfærdelige og ubehageligt didaktiske. Ole Bornedal er altid for meget, han maler med meget brede pensler og der er et befriende fravær mådehold i han produktion. Tænk på hans ”Jeg er Dina”. Sjælende har en film været så meget for meget, men jeg ville hellere se Dina.. igen end halvfems procent af de pæne litterære filmatiseringer, der finder vej til biografen hvert år. Med ”Kærlighed på Film” kastede Ole Bornedal sig over Film Noir og hvilket resultat! Igen en film der er for meget. For konstrueret, for legesyg, for meget sex, for meget vold. Men for meget er ikke altid for meget, nogen gange er det lige det som kræves. Kærlighed på film, en et genremesterværk som jeg vil vende tilbage til igen og igen.
Tintin et moi (2003) Hvis nogen skulle være i tvivl, så er dokumentarfilm ligeså meget filmkunst som fiktionsfilm, men hvis nogen var i tvivl var de det i hvert fald ikke efter at have set Tintin et Moi. Her bliver det tydeligt for enhver, fordi filmens billedside er så speciel og ikke ligner, hvad man ellers forbinder med dokumentarfilm. Men først og fremmest er den et virkeligt stærkt og rørende portræt af en mand som aldrig følte sig rigtig hel. En mand med racistiske holdninger som ikke desto mindre oplevede sit livs venskab til en kinesisk mand. Noget af det mest hjerteskærende er da de møder hinanden mange år efter og venskabsbåndet er væk, kun almindelig høflighed er tilbage.
Blinkende Lygter (2000) 00’erne er årtiet hvor folkekomedien igen blev ok, også blandt det publikum, der anser sig selv som for fine. En stor del af æren må tillægges Anders Thomas Jensen. Jensen er en sand maskine, der kan spytte manuskripter ud på stribe, han har en sans for replikker, der er sjælden, og så er han skide dygtig til at skære en historie. Og han indledte årtiet med selv at instruere denne skoledannende lille røver-folkekomdie og lavede årtiets mest citerbare og mest rendyrkede underholdende danske film. Han fik hele Danmark til at sige ”det ska’ jeg da ha”! og endda uden den der kvalmefornemmelse, der normalt efterfølger diller. Blinkende Lygter er simpelthen en fryd.
Bang Bang Orangutang (2005) En af de fineste nye danske instruktører tog over sundet og lavede i sine film i Sverige. Bang Bang Orangutang handler om en mand, hvis verden ramler sammen efter han kommer til at køre sit barn over. Filmen foregår næsten udelukkende i hans bil og er en af de mest hjerteskærende film jeg har set de sidste mange år.
Fri os fra det onde (2009) Efter at have givet los i Kærlighed på Film, går Ole Bornedal totalt i selvsving i Fri Os fra det onde. Social satire, moralsk fabel, house-invation gyser, folkekomedie på røven. Der er så mange mærkater man kan sætte på filmen. Er den så noget rod? Ja, men dejligt rod, fordi Ole Bornedal giver den hele armen på alle fronter. Hvor Kærlighed på film, på mange måder var lir, er ”Fri Os Fra Det Onde” rendyrket udløsning.
Gasolin’ (2006) Anders Østergaard igen (ham med Tintin et moi). Gasolin er den bedste måde at blive i godt humør over. Aldrig har historien om et band der går i opløsning været så opløftende og samlende på den der danske public-service-måde.
En soap (2006) Lille melodrama, der på genial hvis bruger sit begrænsede budget og sin utroligt søgte historie til at finde noget der føles sandt og rørende. Beviset på at klichéer og højstemt melodrama ikke nødvendigvis er et onde, men klodser man kan sætte sammen på, måder der giver meget mere end bare mening.
Offscreen (2006) Christoffer Boe er ikke for masserne selvom hans Reconstruction var relativt nem at se, Offscreen er potent lille sag, der eksperimentere med formen og jeg var i hvert fald blæst væk.
Frygtelig lykkelig (2008) En slags dansk Coen-film bare anderledes, et lille højspændt drama, en dansk western i Sønderjylland og årtiets mest ondt morsomme film. Der lurer mange ting under gulvbrædderne og sidder man først fast kommer man aldrig op.
De ti elleve bedste film overhovedet i 00’erne
Mulholland Dr. (2001) Hvis nogen film, nogensinde har fanget den særlige magiske aura, der i fantasien hviler over Los Angeles, så er det David Lynchs mareridts-film noir. En opdagelsesrejse i byen og vores alle sammens celluloidinducerede mentale billeder af byen. Mørk, kryptisk, erotisk, som de drømme byen har fyldt os med.
Dogville (2003) Nogen så Dogville, som endnu en film, hvor Lars von Trier manipulerer sin publikums følelser, i en grad så det næsten bliver porno for følelsesmasochisten, men sådan så jeg den ikke. Jeg så et lumsk smil bag de skrabede kulisser, jeg så en bidsk satire, jeg så den klassiske komedie om storbypigen, der kommer til en lille by og lære om livets sande værdier – vendt på hovedet. Dogville er mere end noget andet, en parodi på vores latterlige drømmeforestillinger og Lars von Trier har sjældent været mere vedkommende, medrivende og morsom.
Femme Fatale (2002) Ingen husker denne lille lumre sag, som blev skubbet anonymt ud på video. Men ingen film de sidste 10 år har været så meget en ren film. Næsten parodisk i sin konstruktion, men uendelig elegant. En Brian de Palma i sit livs form. Hvorfor husker ingen den?
Oldboy (2003) Ond, kryptisk, medrivende og voldelig. Oldboy er en knytnæve i ansigtet, et mareridt hævntogt.
Munich (2005) Med Schindlers Liste tog Spielberg den jødiske historie op i et helteportræt af en mand som gjorde en forskel, med Munich tager han et kapitel op med langt flere gråtoner. Filmen handler om Israels hævnaktioner efter gidseldramaet ved de Olympiske Lege i München. Munich følger en gruppe israelske efterretningsfolk, hvis job bliver at finde de ansvarlige palæstinensere og slå dem ihjel. Filmen følger, hvordan det, som i begyndelsen føles som en retfærdig aktion, viser sig at være blodig realitet, hvordan det hele bliver mere og mere speget og forrådet. Filmen er ekstremt spændende og tankevækkende, en brillant thriller af en Spielberg der sjældent har været mere sikker på hånden.
Grizzly Man (2005) En portræt af et menneske, en meditation over film og naturens skønhed og grusomhed. Det er en film om en mands passion, der er så stærk at den har udviklet sig til selvbedrag og storhedsvanvid, om en mand for hvem det at optræde er så indgraveret i hans personlighed, at han ikke engang kan lade være når han er alene. Han er altid en konstruktion af sig selv og det er ekstremt fascinerende og jeg tror ikke andre end Werner Herzog kunne sætte pris på et menneske, der i virkeligheden er så ekstremt.
There Will Be Blood (2007) Poul Thomas Anderson har lavet fantastiske film før. ”Boogie Nights” er blevet en del af vores kollektive bevidsthed, jeg har før skrevet om, hvor højt jeg elsker Punch Drunk Love. Med ”There Will Be Blood” har han skabt en film, som bryder sine rammer, en film om mennesker der er så store og så onde at de bryder alle rammer. En grum men også morsomt portræt af grådighed og magt.
No Country for Old Men (2007) Et ynglingstema hos Coenbrødrerne er skæbnen, som i deres optik på en gang er vilkårlig og styret af dramatisk ironi. Tag f.eks. Brolins karakter. I hele filmen er hans død uundgåelig, som i enhver historie, hvor et i virkeligheden godt menneske bliver fristet til at gøre noget moralsk forkert og dermed kaster sig selv ind i et film nori-plot. Men i stedet for til sidst at blive dræbt af den dødsmaskine der jagter ham, ender han med at blive skudt af nogen tilfældige bøller. ”No Country…” er på engang en af deres mest lettilgængelige thrillere og en kompliceret konstruktion om moral, død og tidens gang. En film der på mere end én måde handler om at blive indhentet af tiden og af døden.
Låt den rätte komma in (2008) Lyder svensk magisk socialrealisme, kombineret med en vampyrfortælling som en god blanding? Men det er det altså, fordi realismen låner en råhed og en håbløshed til vampyrmyten og vampyrmyten låner realismen en patos som gør historien om udstødte børn endnu mere tragisk, fordi det aldrig holder op. Tragisk, magisk, uhyggelig og hjerteskærende.
The Mist (2007) Endnu en gyser, en monstergyser, der forstår genren så godt at enhver som vil lave en mostergyser skal måle sig med den. Fabelagtig velopbygget, uhyggelig som bare fanden og helt utrolig flot realiseret.
The Proposition (2006) En Australsk western, der på en gang er mystisk og desillusioneret i sin råhed. Om et dårligt menneske, der hyres til at dræbe et ondt menneske. Den ene tavs, den anden poetisk. Om en mand der forsøger at skabe orden i kaos, ved at være mere brutal end de mest brutale. En af de mest magiske film jeg har set. Skrevet at Nick Cave, med al den mystiske patos der hører til.
Snart kommer min liste over de bedste film i 2009*
*Inkluderer kun film som jeg har set.
PS. Her er film som af alle mulige grunde ikke kom med i mine ti, men flere af dem sagtens kunne optræde, hvis jeg lavede listen igen.
Runner up’s
- The Pledge (2001)
- Blade II (2002)
- X2 (2003)/Spider-Man 2 (2004)
- Ripley’s Game (2002)
- Capturing the Friedmans (2003)
- Sam gang y (three extremes 2004)
- Man on Fire (2004)
- King Kong (2005)
- Caché (2005)
- Zwartboek (2006)
- Hot Fuzz (2007)
- Gwoemul (2006)
- Romance & Cigarettes (2005)
- Zodiac (2007/I)
- Rachel Getting Married (2008)
- The Wrestler (2008)
- Knowing (2009)
- Kill Bill: Vol. 1+2 (2003 og 2004)
- Punch-Drunk Love (2002)
- Sexy Beast (2000)
- Zatôichi (2003)
- The Aviator (2004)
- The Incredibles (2004)
- Match Point (2005)
- El espinazo del diablo (2001)The Life Aquatic with Steve Zissou (2004)
- Cidade de Deus (2002)
- Og mange flere….
