The Tree of Life: året bedste/værste/dummeste/smukkeste

•mandag, 16 januar 2012 • Skriv en kommentar

Det er i høj grad et spørgsmål om temperament om man kan lide Tree of Life. Det er en film som kræver noget af sin tilskuer. Det er en film, som mange mener er åben for fortolkning. Jeg er ikke sikker på at jeg er enig, men eftersom at jeg har læst mange som har en anden oplevelse en jeg,  kan de være det er mig som tager fejl…

Det som jeg føler mange overser er filmens indledende citat. Det er et citat fra Jobs bog. Engang i mellem er det svært ikke at tale om hvad man mener at en film “siger”. Det er svært ikke at blive farvet af, hvad man mener om dette budskab. Jeg kunne ikke lade være med at se filmen igennem denne linse. Jeg har hørt mange læse den langt mere positivt, at den handler om tilgivelse, og kærlighed, men det mener jeg er forkert, for min synsvinkel handler den om underkastelse og gudfrygtighed – to ord som i hvert fald har en ubehagelig klang i mine øre.

Gud er altmægtig og lige meget hvad ondt han smider din vej skal du elske ham. Det er sådan cirka Jobs bog kogt ned til én sætning. Jeg så filmen som en Jobs-historie, som en historie om at blive i troen, trods den ene ulykke efter den anden. Det er en film om hvor fortabt man bliver, når man mister troen. Det er for mig et skræmmende billede af mennesket. Er man fortabt bare fordi man ikke tror på Gud: NEJ. Måske var det derfor at filmen efterlod mig ret kold. Jeg følte aldrig rigtigt noget for nogen af personerne.

Hvor personerne og deres lidelser efterlod mig kold, blev jeg oprigtigt rørt og oplivet af filmens skønhed, af filmens utraditionelle struktur. Den er sammensat på en måde som jeg synes er den bedste visualisering af “minder” jeg har set. Den har sekvenser der tog pusten fra mig. I en lang sekvens viser filmen universets fødsel. Det er noget af det mest overrumplende jeg har set. De betagende billeder og musikken, der næsten er for meget ramte noget dybt inden i mig. Ikke underligt at det bærende tema i denne sekvens hedder ”Lacrimosa” af Preizner. Lacrimosa betyder ”at græde” – et ord som bliver gentaget igen og igen i musikstykket.

Men ikke alle sekvenser er overumplende. En sekvens viser, hvad der vidst skal forestille at være medfølelse – mellem dinosaurer. Det var en sekvens jeg havde uendeligt svært ved at tage alvorligt. En lang sekvens viser livet efter døden som en række favntag blandt en masse mennesker på en vindblæst strand. Visuelt føltes det id’eforladt, mere som en parodi på en kunstfilm, end et egentligt kunstværk.

Så hvad mener jeg egentlig om Tree of Life? Jeg ved det sku ikke selv, jeg elsker den, hader den og synes grundlæggende at filmens budskab er tåbeligt og egentlig ret grimt – jeg glæder mig til at se den igen!

Exit Through the Gift Shop, men ikke før du har set filmen…

•torsdag, 5 januar 2012 • Skriv en kommentar

Der er mange ting som er interessante ved Exit Through the Giftshop. Frem for alt er det en umådeligt underholdende film, ikke mindst pga. sin hovedperson som er både morsom og fascinerende i al sin entusiasme og middelmådighed. Det er også interessant den måde den leger med dokumentargenren på og med sit publikums tillid – Man går fra filmen med en nagende mistanke om at man har været vidne til kunstværk hvor ens tvivl om filmen autenticitet er værkets egentlige mål.

Filmens er også en gudsbenådet satire over både det fantastiske i kunsten og det falske ved kunstverdenen, med sin konstante søgen efter “the next big thing”.

Alt dette er der blevet skrevet masser om. Men det som virkelig slog mig, var hvor smuk filmen er. Filmen er en af de mest betagende film jeg har set det seneste år. Filmen er på mange måder en hyldest til det Los Angeles hvor det meste af filmen er optaget. Den støvede baghave hvor Thierry Guetta er interviewet i, der bringer mindelser om Toscana. Man har fornemmelsen af at lige bag ved sandstensmures strækker vinmarkerne sig så lang øjet rækker. Man ser også den rå slum, holdt i monokrome, grå, sorthvide og nogen gange helt brunt tintede billeder. Filmen dvæler ved kontrasten mellem forfaldet og kunstens pludselige eksplosion af farver, tydeligst i filmen slutbillede, der samtidig er en ironisk kommentar til kunsten.

Exit Through The Gift Shop er en film der ikke bare sætter tænker i gang – den er ren cinematisk nydelse.

Filmen er Instrueret af Banksy

Nye Begyndelser

•mandag, 12 december 2011 • Skriv en kommentar

Så sker det endelig – Filmanmeldelse er tilbage. I løbet af et par dage vil det første indlæg dukke op. Det har været et begivenhedsrigt år, men nu må det være slut med slendrian. Glæd til nye og spændende indlæg om alt muligt, men mest film:-)

Den Lange Døde Sommer: Det Lykkelige Arabien del 2

•onsdag, 4 august 2010 • Skriv en kommentar

Af Mads Grymer Ejstrup

Det kom nok bag på mange at Prince of Persia, handlede om Irak-krigen, ikke mindst fordi det persiske rige lå i nutidens Iran. Det er nok ikke en deltalje man skal ligge så meget i. Filmen er som sådan ikke særligt interessant, faktisk temmelig kedelig. Den oplevelse af at se noget forunderligt og eventyrligt er slet ikke tilstede. Filmen er ucharmerende og effektiv i sin afvikling af et helt igennem tumpet plot.

En film for Guldfisk

Det ideelle publikum for Prince of Persia må være akvariefisk, i hvert fald satser filmen på at publikum har en hukommelse på få minutter. Det ses f.eks. på filmens actionscener, der repeterer den samme formel igen og igen og igen. Man værst af det hele er denne Hollywood-tendens til at filme al action i tætte, nærbilleder, hvilket gør det umuligt at se hvad karaktererne fortager sig. En fægtescene skal være elegant, vi skal kunne se personerne bevæge sig i forhold til hinanden, vi skal kunne at de kan fægte. Men når det hele er nærbilleder og korte klip trækkes alt dette ud a scenen og alt vi sidder tilbage med at glimt af metal der rammer metal. At filmen tror vi har glemt actionscenen fem minutter scenere når de gentager den i nye omgivelser, gør kun det hele værre. Og så er det sidste opgør med filmens skurk der slet ikke giver mening, men det er det mindste af det hele.

Drømmen om tilgivelse.

Hvad hvis det hele kunne gøres om? Det er det store spørgsmål som Prince of Persia stiller. Det er en interessant fantasi især på den måde som den optræder i filmen. Filmens plot er i en nøddeskal. Persien invaderer en hellig by pga. efterretninger om våbensmedjer der laver våben til fjenden. Da byen er indtaget bliver det snart klart at der ikke er nogen våbensmedjer og at efterretningerne er fabrikerede. Men nedenunder byen findes tidens sand, som brugt i en særlig dolk kan spole tiden tilbage. I filmens slutingen bruges sandet naturligvis til at spole tiden tilbage til lige før alt det onde skete, eller nej,  tiden spoles ikke tilbage til før invasionen kun før at hovedpersonen bliver beskyldt for at slå kongen ihjel og snart skal hovedpersonen giftes med en pronsesse og alt er fryd og gammen. Men invasionen har (og det ser mand) i bedste fald betydet hundredevis af døde soldater. Hvis man skulle læse filmen som en amerikansk fantasi om Irak, betyder det så at de ser invasionen af irak som uundgåelig, men at de bare drømmer om at blive tilgivet? Måske kan det ikke betale sig at bruge mere tid på Prince of Persia.

Inception: Den eneste drømmefilm jeg har set, som ikke handler om drømme.

•fredag, 30 juli 2010 • Skriv en kommentar

Af Mads Grymer Ejstrup

Citeret fra min anmeldese på filnet.dk

Det vil sikkert komme som en overraskelse for mange, men Inception handler ikke om drømme. Inception er en kup-film. Der er noget der skal stjæles (eller i det her tilfælde plantes) og så opstiller den nogen regler for, hvordan det kan lade sig gøre og, hvad som gør det svært. I de flest kupfilm skal der overkommes skakter, laserstråler, bevægelsessensorer osv., i Inception bliver, der opsat nogen regler for hvordan et menneskes drømmeverden fungerer og så følges disse regler ellers til punkt og prikke. Umiddelbart kan jeg ikke finde nogen huller i filmens logik, men det er også problemet fordi virkelige drømme følger ikke fastsatte logiske baner.

Det er ikke så lidt imponerende, hvad Nolan giver os på læredet, det er en meget gennemført film. Universet er fascinerende. Nolan har en forkærlighed for storbyens anonyme cityscapes, man så det i The Dark Knight og igen her, hvor storbyen er, den på en gang markante og ensartede, kulisse for filmens lange intense klimaks. Der er et fantastisk spændingsfelt imellem disse meget solide monolitiske bygninger af stål, glas og beton og den eleastiske drømmevirkelighed de befinder sig i, en verden der i bogstaveligste forstand kan bøjes, krummes og krølles; og i denne verden iscenesætter han sine skuespillere ligeså meget som arkitektoniske installationer, som karakterer, måske endda mere. Kun DiCaprios rolle får nogen dimensioner, alle andre karakterer har kun en funktion i forhold til, at få plottet til at gå op.

Det er en labyrint af en film Nolan har lavet, på det overordnet plan viser Nolan et overblik som næsten tager pusten fra tilskueren, men i den enkelte scene kommer han nogen gange til kort. Nolan har ikke noget særligt godt øje for actionscener og det er et problem når filmen næsten ikke består af andet. De er rent ud sagt noget rod. Han mangler simpelthen evnen til at koreografere sine scener i tid og rum, så man forstår hvad der sker. Han har skabt en film hvori konstruktionen af drømmeverdener er en nøgleelement i historien, men selv er han ikke i stand til at skabe en verden, hvor man kan forstå hvem, der er hvem og, hvor de befinder sig i forhold til de andre.

Nolan forsøger at give drømmelogikken en emotionel relevans ved at gøre gåden om hovedpersonens personlige smerte til en del af det overordnede plot. Der er fikst, men det bliver aldrig til mere end en leg. I det hele taget kan man sige dette om hele filmen, den er fiks og legende, men den bliver aldrig til andet end en gåde man kan more sig med at løse. Sandt og sige er den en fantastisk sjov gåde, men den følger også gådens logik. Det er en film, der opsætter sine regler, sine præcise logiske regler. Den bliver aldrig en film om drømme, om det tynde stof virkeligheden er skabt af og hvor lidt der i virkeligheden til før, man tvivler på virkeligheden. Inception er en film man kan se mange gange, fordi der synes at være så mange små brikker, som kan findes og indsættes i puslespillet, men når puslespillet er samlet er det også en tom film. Men trods sine fejl er Inception stadig en film der tror på et intelligent publikum, som gerne vil udfordre sit publikum. Det skal den have ros og tak for.

Trailer: The Social Network

•lørdag, 24 juli 2010 • Skriv en kommentar

En af de bedste trailere jeg har set længe. Det her er en film jeg glæder mig utroligt meget til. David Finchers The Social Network. Skrevet af Aaron Sorkin manden bag en af mine ynglings tv-serier: The West Wing.

Den Lange Døde Sommer: Knight and Day

•torsdag, 22 juli 2010 • En kommentar

Af Mads Grymer Ejstrup

Dette indlæg er en del af en serie og  begyndte med en kommentar. Læs kommentaren her.

Her er et eksempel på hvad der er galt med Hollywood, men også hvad Hollywood kan gøre bedre end de fleste andre. Ingen kan producerer og præsenterer stjerner som Hollywood, desværre tror Hollywood at det som folk ønsker er plot og action. Knight and Day har det mest ligegyldige plot man kan forestille sig, jeg kan faktisk ikke forestille mig at nogen, der ser denne film på noget tidspunkt i løbet af filmen interessere sig for, hvem der snyder hvem, hvem der skyder hvem eller hvem som der i sidste ende for fat i filmens MacGuffin. Det eneste nogen vil interessere sig for er, at se flere scene med Tom Cruise og Cameron Diaz. Vi vil se dem, tale sammen, løbe sammen, smile sammen og kysse hinanden og plottet er kun til for at skabe en række situationer hvor dette sker. Den første halve time troede jeg at den havde forstået det. Den var vittig, romantisk og elegant. Den var også totalt absurd, men det bekymrede mig ikke så meget. Men så var det som om den mistede fokus, den begyndte at handle om plottet, den begyndte at handle om actionscener, det var en fejl.

Egentlig havde jeg ikke de store forventninger til denne film og på den basis  må den siges at være en positiv overraskelse. Faktisk er det en helt igennem OK, underholdende film, men den kunne, om ikke have været rigtig god, så i hvert fald uendelig meget mere sjov, hvis ikke den havde været så bundet op af sin latterlige spionhistorie. I begyndelsen bruger den det interessante greb, at den gør Diaz til filmens midtpunkt. Den tager denne præmis så langt at når hun bliver bedøvet (hvilket hun bliver ret ofte), så ser vi heller ikke, hvad der sker, hvilken sparer filmen for en masse flugtscener og sikkert også har sparret filmstudiet for en masse penge, men som jeg skrev længere oppe så savner man ikke de scener, tværtimod. Filmen er desværre ikke helt konsekvent, f.eks. følger vi også lidt med i hvad der sker hos skurkene, igen noget som jeg var fuldstændig ligeglad med og den sidste halvdel af filmen tager dette så meget over mens vi ser den ene obligatoriske forhørsscene, biljagt og flugtscene efter hinanden. Og det tager noget af effekten væk fra slutningen da filmen på en ret elegant måde helt flytter sit fokus. Tænk hvor meget mere elegant den havde været hvis den havde fulgt denne præmis fuldstændig. Det kræver godt håndværk.

Men som jeg skrev var filmen en positiv oplevelse fordi den trods alle disse fejl ikke helt glemmer, hvad der er kernen i filmen, nemlig kemien mellem to stjerner Cruise og Diaz. De klæder hinanden enormt godt, Cruise har en intensitet og en narturlighed så han kan bære en film som denne og Diaz har måske det mest vidunderlige smil på film i dag. Da jeg så den kom jeg til at tænke på Mr. And Mrs, Smith, Pitt og Jolie. Den film havde forstået, hvad der var vigtigst og havde en plot som ikke engang gav mening og det fik i øvrigt ikke mere plads end der var brug for. Cruise og Diaz er næsten endnu mere charmerende sammen, men desværre bruger de alt for meget tid på alt muligt andet.

Så måske er sommeren ikke helt død, men sandsynligvis er dette bare nerverne der får liget til at spjætte.

 
Follow

Get every new post delivered to your Inbox.